Anklager om diktatorisk ledelse og chikane i Dansk Ride Forbund skal nu undersøges

Fire bestyrelsesmedlemmer i Dansk Ride Forbund har henvendt sig til DIF Etisk Komité efter anklager om 'egenrådig ledelse' og 'personlig chikane'.

Midt i en krisetid i dansk ridesport er konflikterne nu så store i Dansk Ride Forbund, at flere medlemmer har trukket Etisk Komité under DIF ind i sagen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Konflikterne i Dansk Ride Forbund spidser til, efter flere medlemmer af bestyrelsen har udtrykt mistillid til formanden, Dan Boyter.

Fire medlemmer har gentagne gange opfordret formanden til at trække sig fra den post, han blev valgt til tilbage i april 2024.

Nu har bestyrelsesmedlemmerne henvendt sig til Etisk Komité, der vil undersøge sagen. Det skriver komitéen i en pressemeddelelse.

- Henset til beskyldningernes karakter og alvor og sagens almene betydning for såvel DRF (Dansk Ride Forbund, red.) som Danmarks Idrætsforbund, har DIF Etisk Komité på et møde den 19. september 2024 besluttet at optage sagen til behandling.

Etisk Komité er nedsat af Danmarks Idrætsforbund, men arbejder uafhængigt med henblik på at vurdere spørgsmål om såkaldt good governance og etik. Organet træffer ikke bindende afgørelser, men kan udtale kritik.

En konfrontatorisk linje

Årsagen til mistilliden mellem de fire bestyrelsesmedlemmer og formand Dan Boyter skal, ifølge medlemmerne, findes i en "problematisk ledelsespraksis". Det skriver de fire medlemmer i en udtalelse mandag morgen.

- En ledelsespraksis, hvor beslutninger bliver truffet af en egenrådig ledelse uden inddragelse af bestyrelsen, og personlig chikane mod bestyrelsesmedlemmer, der opponerer mod en egenrådig ledelse, står der i udtalelsen.

Dan Boyter strøg selv til tasterne i fredags efter et bestyrelsesmøde, hvor han beskriver den meget anspændte politiske situation i forbundet, der i forvejen er under pres efter en række skandalesager.

- Fire bestyrelsesmedlemmer har valgt at anlægge en konfrontatorisk linje nærmest fra dag 1. Det sker på det mest kritiske tidspunkt, hvor vi har så vigtige punkter på bestyrelsens bord, skriver Dan Boyter blandt andet i sin beretning på forbundets hjemmeside.

De fire bestyrelsesmedlemmer, der har opfordret formanden til at trække sig fra posten, er Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er tidligere landstræner for det danske dressurlandshold, men blev fyret fra jobbet i 2021 af Dansk Ride Forbund. Nu sidder hun i bestyrelsen i forbundet, hvor hun sammen med tre andre medlemmer har udtrykt mistillid til formanden. (Foto: © Regis Duvignau, Scanpix Denmark)

Anklager om diktatorisk ledelsespraksis

I modsvaret til formanden kritiserer firemandsgruppen blandt andet det, de kalder en "diktatorisk ledelsespraksis".

De efterspørger transparens i beslutninger og inddragelse i alle processer. Og det er ifølge medlemmerne ikke tilfældet i den nuværende situation.

- At formanden og næstformanden så enten ignorerer bestyrelsens ønsker om flere bestyrelsesmøder, eller at de forlader møder efter første punkt på dagsordenen med begrundelse i hovedpine og utilpashed (...), er et udtryk for, at formanden ikke anerkender bestyrelsens demokratiske beslutningsprocesser.

I udtalelsen kommer det frem, at medlemmerne har anmeldt sagen til Etisk Komité, hvilket altså bekræftes af organet i dag.

- Vi finder det mest rigtigt, at disse sager håndteres professionelt og har derfor valgt, at disse bliver behandlet i Etisk Komité under Danmarks Idrætsforbund, skriver de fire medlemmer på forbundets hjemmeside.

DR Sporten har kontaktet Dan Boyter for at få en kommentar. Han har ikke ønsket at udtale sig, men fortæller at han har taget udmeldelsen fra de fire medlemmer til efterretning.

Dan Boyter fortæller desuden, at han arbejder på en skriftlig udmelding.