Den 13. april 2024 blev Dan Boyter valgt som ny formand for Dansk Ride Forbund.
Bare 38 dage senere udtrykte en række bestyrelsesmedlemmer så mistillid til ham og forbundsledelsen på et bestyrelsesmøde. Dog uden at opnå flertal.
Men fredag aften blev mistilliden til formanden gentaget og stadfæstet på et bestyrelsesmøde, hvor fire bestyrelsesmedlemmer opnåede flertal og dermed officielt opfordrede formanden til at trække sig.
Det afslører Dan Boyter selv i en længere beretning på DRF's hjemmeside efter fredagens bestyrelsesmøde.
Her udtrykker Dan Boyter stor bekymring over den aktuelle politiske situation i et forbund, der lige nu i forvejen befinder sig på oprørt hav efter en række skandalesager.
- Fire bestyrelsesmedlemmer har valgt at anlægge en konfrontatorisk linje nærmest fra dag 1. Det sker på det mest kritiske tidspunkt, hvor vi har så vigtige punkter på bestyrelsens bord, skriver Dan Boyter blandt andet.
En bekymring, som han uddyber i et interview med DR Sporten.
- Jeg råber op nu, fordi jeg føler, vi er nået til en situation, der er så skærpet, at vi ingen vegne kommer. Vi har meget store temaer, vi skal arbejde med, som er afgørende for vores fremtid. Men vi er en dysfunktionel bestyrelse, der har ekstremt svært ved at samarbejde, siger Dan Boyter til DR Sporten.
De fire bestyrelsesmedlemmer, der ifølge formanden opfordrer ham til at trække sig fra posten, er Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie Zu Sayn Wittgenstein.
Ifølge Boyter har DRF’s øvrige bestyrelse bestående af Ditte Bach Sørensen, Thomas Vogt Hansen og de to suppleanter Bo Gejl og Jakob Leth fortsat tillid til ham som formand. Og han har da heller ikke tænkt sig at trække sig fra posten frivilligt.
- Jeg er dybt overrasket og bekymret over, at man som medlemmer i en ny bestyrelse ikke har givet den nødvendige tid og arbejdsro til at finde ind i samarbejdet, men allerede efter 38 dage første gang har valgt at udtrykke mistillid til DRF’s ledelse og dermed til formandsposten, skriver Dan Boyter og fortsætter:
- Derfor ser jeg det ikke som den rigtige løsning for DRF, at jeg bare trækker mig uden videre.
'Uholdbar situation'
Den aktuelle udtrykte mistillid til formanden var med som et beslutningspunkt på dagsordenen til fredagens bestyrelsesmøde i Dansk Ride Forbund. Her blev det ifølge Dan Boyter drøftet, om der skulle indkaldes til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor repræsentantskabet, der udgøres af forbundets omkring 420 klubber, skulle stemme om Dan Boyters fremtid som formand.
Men det forslag mødte ikke opbakning fra de fire bestyrelsesmedlemmer, der har udtrykt mistillid. Til stor ærgrelse for formanden selv.
- Nu er resultatet af den konfrontatoriske stil og den manglende vilje til at tage konsekvenserne af den fremsatte kritik, at hele Dansk Ride Forbund og ridesporten bliver taget som gidsel i en fuldstændig uholdbar situation, som stopper fremdriften i bestyrelsens vigtige arbejde. Det taber vi alle sammen på, skriver Dan Boyter i sin udtalelse og uddyber over for DR Sporten:
- Jeg respekterer mistilliden, men vores system er sådan, at det er vores repræsentantskab, der skal vælge deres formand. Jeg går ingen vegne, så længe repræsentantskabet ikke er hørt.
Når de nu har flertal og opforderer dig til at gå, bør du så ikke følge den opfordring for forbundets bedste?
- Nej, for klubberne er repræsentantskabet, og jeg repræsenterer dem og er valgt af dem i bestyrelsen. Jeg er ikke enig i, at jeg bare skulle gå og forlade forbundet, for hvor står rideforbundet så? Det bliver en meget, meget rodet situation.
Utilfredshed med ledelsesstilen
DR Sporten har lørdag været i kontakt med firemandsgruppen, der står bag den udtrykte mistillid.
- Formandens ageren kommer bag på os, skriver bestyrelsesmedlem Henrik Jørgensen kortfattet til DR Sporten.
Gruppen har for nuværende ikke yderligere kommentaterer til situationen.
Dan Boyter selv påstår i sin beretning, at mistilliden har rod i en grundlæggende uenighed om arbejdsfordelingen af forbundets kerneopgaver, ligesom flere medlemmer af bestyrelsen har udtrykt utilfredshed med formandens væremåde.
- De er ikke tilfredse med mig og min ledelsesstil. Jeg har været inde og udfordre nogle af de måder, de arbejder på, som jeg ikke kunne acceptere, siger Dan Boyer til DR Sporten og uddyber:
- Når man sidder for bordenden er det jo også nødvendigt at tage de svære samtaler. Og der kan jeg nu opfatte det sådan, at enkelte mener, jeg har været for hård eller direkte i den sammenhæng. Der er nogen, der har brugt ord som mobning, men det er så langt fra min verden at opføre mig på den måde.
Formanden kommer dog også med en række beskyldninger mod de bestyrelsesmedlemmer, der vil have ham afsat som formand. Dan Boyter skriver således, at han har oplevet både skjulte personlige agandaer og brud på god bestyrelsesskik fra de fire medlemmer.
- Der er for eksempel et bestyrelsesmedlem, som har involveret en ekstern rådgiver, der aktivt forsøger at finde belastende materiale om bestemte eliteryttere. Det betyder i sidste ende, at vigtige principielle diskussioner om DRF’s fremtidige retning bliver farvet af personsager og det, der ligner gammelt nag, skriver Dan Boyter.
På ryggen af skandalesager
Den interne splid i bestyrelsens hos Dansk Ride Forbund kommer efter nogle år, der har budt på en perlerække af skandalesager for forbundet og ridesporten som sådan.
Det begyndte med TV 2-programmet Operation X, der i november 2023 dokumenterede behandling af heste hos Helgstrand Dressage, som eksperter vurderede som dårlig ridning, dyremishandling og vold mod heste.
Og senest var det så den danske toprytter Carina Cassøe Krüth, som blev midlertidigt udelukket af det danske dressurlandshold som følge af en video fra 2022, hvor hun ses piske sin hest, Heiline's Danciera, to gange under træning. En sag, der endte med at koste Cassøe Krüth OL-deltagelsen og efterfølgende har fået stor mediebevågenhed. Du kan se videoen herunder:
I august var Dansk Ride Forbund indkaldt til krisemøde om de mange skandalesager hos ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V).
Dan Boyter appellerer i sin skriftlige udtalelse både forbundets klubber og de øvrige bestyrelsesmedlemmer til at bakke op om indkaldelsen til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. For det ser han som eneste vej ud af den politiske krise i forbundet i en i forvejen vanskelig tid.
Ifølge forbundets vedtægter kan der indkaldes til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvis mindst 15 procent af klubberne ønsker det.
- Jeg råber op nu for at sige, at det her er uholdbart og en meget svær situation for rideforbundet. Den eneste vej frem bliver at spørge vores repræsentantskab, hvordan fremtiden skal se uyd. Det kan sagtens være, det bliver uden mig. Det kan også være, det bliver med mig. For jeg vil gerne, siger Dan Boyter til DR Sporten.