Minister ønsker hårdere straffe: 'Glædeligt at vinde medaljer til OL, men det må ikke ske på dyrenes bekostning'

Fødevareminister Jacob Jensen (V) har indkaldt Dansk Ride Forbund til møde efter sager om voldsomme træningsmetoder.

Den danske rytter Carina Cassøe Krüth modtog for nylig en bøde på 5.000 kroner og blev midlertidigt udelukket fra landsholdet efter at have pisket sin hest, Heilines Danciera. Ministerens møde vedrører dog ikke den konkrete sag. (Foto: © Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Sidste år var det sagen om mishandling af heste hos dressurstjernen Andreas Helgstrand, der fik fødevareministeren til at ringe Dansk Ride Forbund op.

Nu, i forbindelse med OL, er flere sager kommet frem i lyset, blandt andet et læk af en video fra 2022, der viser den danske dressurrytter Carina Cassøe Krüth piske sin hest to gange under træning.

Derfor skal ministeren onsdag - for anden gang på under et år - mødes med rideforbundet til en snak om, hvordan de vil rydde op i sagerne.

- Det er fint, at vi kan glæde os over at vinde medaljer til OL, men det må ikke ske på dyrenes bekostning, siger Jacob Jensen (V).

Ministeren ønsker hårdere straffe, når ryttere ikke behandler sine heste ordentligt.

Han forventer, at der inden længe vil blive præsenteret konkrete forslag til hårdere straffe på dyrevelfærdsområdet.

- Det gælder både i forhold til bøder, men sådan set også i forhold til fængselsstraf, hvis det måtte komme dertil, siger ministeren.

- Vi ser ikke på det med milde øjne, hvis man overtræder lovgivningen. Det skal selvfølgelig også have en konsekvens.

Hos Dansk Ride Forbund (DRF) er de glade for muligheden for at tage en snak med fødevareministeren.

- Jeg synes, det er en oplagt mulighed for at få drøftet nogle af de her udfordringer, som vi har i rideforbundet på nuværende tidspunkt, siger formand Dan Boyter.

Rytter er udelukket - men skal der mere til?

Mødet finder sted kort tid efter, at sagen om rytteren Carina Cassøe Krüth så dagens lys. Både DRF, Det Dyreetiske Råd og Dyrenes Beskyttelse har taget klar afstand fra den træning, der fremgår i videoen samt karakteriseret træningsformen som voldelig. Rytteren har også selv beklaget.

Konkret kostede sagen i første omgang en bøde på 5.000 kroner udstedt af rideforbundets disciplinærudvalg, og i sidste uge valgte man så at sanktionere med en midlertidig udelukkelse fra landsholdet, mens forbundets appeludvalg vurderer sagen på ny.

Ministeren mener dog, at man i sådanne sager godt kan gå et skridt videre.

- Man kunne selvfølgelig have valgt at politianmelde vedkommende, men det skal jeg ikke blande mig i som politiker, siger Jacob Jensen (V), som dog understreger:

- Vi har et forbund, som også skal tage et ansvar på sig omkring de her ting.

Sagen har overskredet politiets forældelsesfrist, og den er heller ikke nået længere end til skrivebordene internt i rideforbundet.

- Jeg synes ikke, at det hører nogen steder hjemme, at et rideforbund skal begynde at politianmelde. Jeg tror faktisk, det her har meget mere effekt, end en politianmeldelse ville have, siger rideforbundets formand, Dan Boyter, der dog er klar til at se på, om de internt skal skærpe sanktionerne.

Hvis det skal have en effekt at skærpe selve lovgivningen, vil det dog kræve, at sager om dyremishandling bliver anmeldt til politiet i stedet for at blive behandlet internt, mener Jacob Jensen.

- Loven skal overholdes. Det gælder også for dem, som har med heste at gøre. Det skal have en konsekvens, hvis man ikke behandler sine dyr ordentligt, siger fødevareministeren.