Eksklusivt selskab: De seneste 100 år har kun 11 danskere vundet mere end en medalje ved samme OL

Pernille Blume og Lasse Norman Hansen er med i en lille og eksklusiv klub

Pernille Blume (Svømning) har vundet både guld- og bronzemedalje ved dette OL. Lasse Norman Hansen (Cykling) har vundet to bronzemedaljer. De seneste 100 år har kun 11 danskere gjort det samme. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Pernille Blume og Lasse Norman Hansen har meldt sig ind i et lille og meget fornemt selskab. Begge har de vundet to medaljer ved de samme Olympiske Lege.

Før dem er det ellers kun sket ni gange de seneste 100 år. Det er derfor noget af en sjældenhed, når det danske OL-hold i Rio kan mønstre hele to dobbelte medaljevindere.

Det viser en gennemgang af danske OL-medaljer vundet siden 1920, hvor der var OL i Antwerpen, Belgien (OL i 1916 blev ikke afholdt pga. Første Verdenskrig, red.)

Her er de 11 danske sportsfolk, der har vundet to eller flere medaljer ved samme OL (Siden 1920)

Lasse Norman Hansen har ved OL i Rio vundet bronze i både omnium samt 4.000 meter holdforfølgelsesløb. (Foto: © Javier Etxezarreta, Scanpix)

2016: Lasse Norman Hansen, 2 bronzemedaljer

Cykelrytteren vandt mandag aften bronze i banedisciplinen omnium. Før det var han en driftsikker del af banelandsholdets firetrinsraket, der havde tordnet sig frem til bronze-medaljerne i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Pernille Blume blev Rio-legenes helt store overraskelse med guld i 50-m-fri. Ikke mindst for hende selv. (Foto: © MARCOS BRINDICCI, Scanpix)

2016: Pernille Blume, 1 guld + 1 bronzemedalje

Svømmepigen trådte uventet frem fra skyggerne og satte verdenseliten på plads i klorbassinets ultra-sprint 50-m-fri. Senere samme aften svømmede hun med dame-holdkappen i 4x100 medley til en sensationel dansk bronzemedalje.

1984: Henning Lynge Jakobsen, 1 sølv + 1 bronzemedalje

Kanoroeren snuppede to medaljer med hjem fra Lake Casitas i Californien. Det var det år, OL blev afholdt i Los Angeles. Den 22-årige roer lagde ud med at tage sølvet i 500 m enerkano. Dagen efter blev det til bronze på 1000 meteren.

Kanoroeren Henning Lynge Jacobsen vinder sølvmedalje på 500 meter distancen ved OL i Los Angeles. Desuden vandt han bronze på den dobbelte distance (Foto: © Palle hedemann, Scanpix)

1968: Mogens Frey, 1 guld + 1 sølv

Cykelrytteren vandt sølv i individuel forfølgelsesløb, hvor han havde sat verdensrekord i semifinalen, samt guld i det samme løb for hold. Her vandt Vesttyskland ellers i første omgang guldet, men blev diskvalificeret, fordi en af vesttyskerne havde skubbet en holdkammerat, hvilket ikke er tillladt.

1960: Erik Hansen, 1 guld + 1 bronze

Kajakroeren vandt overraskende guld i 1.000 meter enerkajak i Rom i 1960. Det er den samme disciplin, hvor nutidens René Holten Poulsen er blandt podiekandidaterne. Erik Hansen var ved samme OL med til at vinde en bronzemedalje i 4x500 meteren.

1948: Karen Margrethe Harup, 1 guld + 1 sølv + 1 sølv

En af de bedste, danske svømmere igennem tiden. Tre medaljer er mere end nogen anden dansk atlet har vundet ved et OL. I 1948 vandt hun guld i 100 meter rygcrawl, sølv i 400 meter fri samt sølv i 4x100 m fri-holdkappen.

Holdkappen fra 1948, der vandt bronze: Eva Johanne Riise, Karen Margrethe Harup, Greta Andersen og Fritze Wulf Carstensen. (Foto: © Erik Fut Jensen, Scanpix)

1948: Greta Andersen, 1 guld + 1 sølv

Svømmeren vandt i 1948 guld på den prestigefulde distance, 100 meter fri, foran favoritten Ann Curtis fra USA, samt sølv i 4x100 meter fri.

Henry Hansen og Willy Falck Hansen, cykelryttere. Dato ukendt. Willy Falck Hansen fik tilnavnet 'Spejderen'. (Foto: © ukendt, Scanpix)

1928: Willy Falck Hansen, 1 guld + 1 bronze

Cykelrytteren fik kælenavnet ‘Spejderen’, fordi han vandt sit første cykelløb iført fuld spejderuniform i 1922. Amsterdam var værtsby for legene i 1928, hvor han trampede sig til guld i 1.000 meter på cykelbanen og bronze i sprint.

1928, Henry Hansen, 1 guld + 1 guld

Cykelrytteren knuste modstanderne i landevejsløbet, der dengang blev kørt som enkeltstart. I Amsterdam 1928 slog han den britiske sølvvinder med hele otte minutter. Ved samme OL var han også med til at sikre guldet i holdkørsel på landevej.

1920, Niels Hansen Ditlev Larsen, 1 guld + 1 sølv

Skytten var ved OL i belgiske Antwerpen allerede et etableret navn. Ved det foregående OL i 1912 tog han dobbelt bronze. Otte år senere, da der atter blev afholdt OL efter Første Verdenskrig, var skytten fra Horsens endda blevet kompagnon i sin egen geværfabrik. På de olympiske baner vandt han sølv i yndlingsdisciplinen 300 m gevær. I holdmatchen for militærgevær var han med til at skyde det fineste metal hjem til Danmark.

1920, Lars Jørgen Madsen, 1 guld + 1 sølv

Skytten var veteran fra OL i Paris 20 år tidligere. I 1920 fandt legene sted i Belgien. Her tog guldvinderen fra Paris også for sig af metallet. Både guld i holdmatchen for militærgevær samt sølv i militærgeværets individuelle konkurrencer. Døde som 53-årig kun fem år efter triumfen ved OL. Er med i alt fem OL-medaljer ved tre Lege den dansker, der har vundet mest olympisk metal.

(Kilde: Wikipedia og DIF)