I adskillige årtier fyldte nationernes medaljestrid rigtig meget ved De Olympiske Lege. Af gode grunde. Medaljestriden var nemlig mere end noget andet "Den kolde krig" i sportslig forklædning.
Fra starten af 1950erne og mere end 30 år frem duellerede USA på den ene side og Sovjetunionen på den anden side om at vinde flest OL-guldmedaljer. Og den duel vandt Sovjetunionen som regel.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev USA den altdominerende nation, men kineserne begyndte at buldre frem, og i starten af det foregående årti var det tydeligt, at USA ville få en ny stormagt som konkurrent til førstepladsen i medaljekonkurrencen.
Ved legene i 2004 var Kina for første gang på andenpladsen - foran Rusland - med 32 guldmedaljer, mens USA var nummer et med 36.
Og i 2008 endte Kina - på hjemmebane i Beijing - så på førstepladsen med hele 51 guldmedaljer. Langt foran USA, som opnåede 36.
Særlig OL-satsning
Naturligvis skyldtes den enorme medaljesucces en ganske særlig satsning fra Kinas side, som skulle kulminere, da Kina selv var vært. Derfor var det heller ikke uventet, at USA var tilbage på førstepladsen ved legene i London i 2012 med 46 gange guld. Men Kina var med 38 af de fineste medaljer ikke langt efter.
Selv om jeg godt ved, at effekten af kinesernes 2008-satsning er ved at aftage, var jeg alligevel overrasket, da Kina natten til mandag blev skubbet væk fra andenpladsen af Storbritannien. Og her et døgns tid efter er det fortsat briterne, der er nummer to - med 16 guldmedaljer - mens Kina har en mindre.
USA er stukket af og er oppe 26 guldmedaljer og ender igen som nummer et. Kina skal nok smutte op på andenpladsen igen og ende som OL's næststærkeste nation. Men jeg er alligevel lidt overrasket over, at Kina så hurtigt er kommet så langt væk fra at true USA.
For 10-15 år siden troede jeg faktisk, at Kina ville blive en permanent trussel til USA i kampen om at være sommer-OL's stærkeste nation.Men det viser blot, hvor mange ressourcer det kræver, at Kina trods en politisk lyst har mistet den olympiske pust.
Vinter-OL til Kina
Det er dog formentlig kun i sommer-OL-sammenhæng. For Beijing blev jo i fjor valgt til vært for vinter-OL i 2022.
Ved vinter-OL i 2010 vandt Kina fem guldmedaljer og blev nummer syv i medaljekonkurrencen, mens det i 2014 lidt skuffende kun blev til tre guldmedaljer og en samlet 12. plads. Men i løbet af de kommende seks år skal de nok blive stærke nok til at lege med i toppen.
Men selv om man i Kina er meget bevidst om, at OL er et vigtigt storpolitisk redskab, bliver det p.t. ikke set som DET vigtigste, når det handler om sport. Det er helt klart fodbolden, der gør det. Helt officielt endda.
Kinas præsident Xi Jinping har nemlig fremlagt en plan med mange mål. Kinas skal igen med til VM for mænd. Deltagelsen ved VM i 2002 er fortsat Kinas eneste. Kina skal være vært for VM. Og Kina skal en dag vinde VM.
Kina skal vinde fodbold-VM
En del af planen går ud på, at niveauet i den hjemlige klubfodbold skal hæves gevaldigt. Derfor vil de virksomheder, der står bag klubberne i Kina, opnå politiske og økonomiske fordele, hvis de satser sportsligt.
Indtil videre holder planen. De kinesiske klubber har købt ind for milliarder, og i dag spiller der flere internationale stjerner i Kina. "Riget i midten" kan også sagtens komme til VM igen inden for de kommende seks-ti år, og et VM-værtskab inden for 20 år er ligeledes realistisk.
Kina som verdensmester i fodbold ? Det anser jeg derimod ikke som realistisk de første mange årtier.
Selv om man i Kina allerede nu har fokus på små børn og deres fodboldudvikling, og selv om der er mange at tage af i et land med knap 1,4 milliarder indbyggere, er det svært på blot et par generationer at skabe et landshold, der ikke bare er med i verdenstoppen, men som også kan triumfere ved et verdensmesterskab.
Det lykkedes eksempelvis ikke for Sovjetunionen, der kun en gang nåede frem til en semifinale ved VM; i 1966, hvor det blev til en fjerdeplads.
Når Kina på 20 år kunne gå fra at vinde fem guldmedaljer ved OL (i 1988) til at vinde 51, skyldes det, at det i mange sportsgrene er meget lettere at skabe verdensklasseatleter end i fodbold. Men altså heller ikke lettere, end at niveauet hurtigt daler, hvis der ikke bruges mange ressourcer på at fastholde det.
Britisk OL-succes
Sådan er det også for mange andre lande. Når Storbritannien netop nu er er nummer to i nationernes medaljestrid ved OL, er det jo, fordi briterne satsede voldsomt op til OL i London i 2012, hvor succesen heller ikke udeblev. De blev nummer tre med 29 guldmedaljer. Men effekten af satsningen er sikkert begyndt at forsvinde, når OL afvikles i Tokyo fire år.
Danmark er ved legene i Rio de Janeiro lige nu på 33. pladsen i medaljestriden med en guldmedalje, tre af sølv og fire af bronze. Danmarks Idrætsforbund og Team Danmarks officielle målsætning går på 10 medaljer, og der er store chancer, at Danmark vinder mere end 10 medaljer.
Selv om kinesernes medaljehøst blive noget mindre end ved de foregående lege, er Danmark sammenlignet med Kina stadig en miniputnation. Men i en enkelt sport er de to landes medaljeambitioner på kollisionskurs.
Det er i badminton, hvor Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen i dag møder kineserne Yuanting Tang og Yang Yo i en kamp om en finaleplads i damedouble. Og vinder Viktor Axelsen og Chen Long i morgen som ventet deres kvartfinaler i herresingle, kommer der endnu et dansk-kinesisk opgør.