Hvis OL var en kamp kønnene imellem, så ville der i Rio ikke være tvivl om, hvem der var stærkest i den danske lejr.
De kvindelige atleter med Dannebrog på tøjet har nemlig gang i en historisk høst, og for første gang nogensinde ser det ud til, at de kommer til at trække det tungeste læs i medaljeræset.
Aldrig før har danske kvinder vundet så mange medaljer ved et OL, og for første gang overgår kvinderne mændene på det danske OL-hold i medaljehøst.
De danske OL-kvinder har i Rio noteret sig for otte medaljer, mens herrerne har stået på medaljeskamlen fem gange.
Og der er endda muligheder for flere danske kvinde-medaljer i OL’s sidste tre dage i Rio, hvor det danske hold består 44 kvinder og 79 mænd.
London var tæt på
Det OL, hvor de danske OL-kvinder har været tæt på et lignende antal medaljer var i rekordåret 1948 i London, hvor Danmark vandt 20 medaljer sammenlagt, og hvor kvinderne stod for syv medaljer, og hvor der deltog 159 mænd og 20 kvinder.
Kun ved OL i Atlanta i 1996 har der deltaget flere danske kvinder end mænd. 65 kvinder og 54 mænd var at finde på det danske OL-hold i Atlanta, hvor både kvinderne og mændene vandt tre medaljer hver.
I de seneste to OL-turneringer i Beijing og London fik de danske kvinder blot to medaljer, ved begge OL var en af medaljerne i mixeddouble.
De 13 medaljer i Rio er en tangering af det næstbedste danske OL-resultat nogensinde.
I 1920 i Antwerpen vandt Danmark også 13 medaljer, mens rekorden altså er sat i 1948 i London med 20 medaljer. Ved sidste OL i London i 2012 blev det til ni medaljer.