Marco De Los Reyes: Imponerende at målsætningen nås så tidligt

DR Sportens Marco De Los Reyes er imponeret over, at de danske atleter allerede har nået den officielle OL-målsætning.

Inden OL meldte Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund ud, at den officielle danske målsætning var 10 medaljer i alt.

Den målsætning blev nået tirsdag, og det imponerer Marco De Los Reyes, der er redaktør på DR Sporten.

- Det er tidligere end ventet. Derfor er det også rigtig flot, at målsætningen er nået allerede nu.

Ikke siden 1948 har Danmark vundet mere end ni medaljer ved et OL.

- Det er historisk, at vi vinder ti medaljer. Men mange vil nok også mene, at det ville være rigtig rart, hvis vi vandt en eller to mere af guld, siger Marco De Los Reyes.

Flere medaljer på vej

Kun én af de ti medaljer Danmark har vundet hidtil, har været af guld. Der er dog gode chancer for, at danskerne kommer til at forbedre den statistik.

- Jeg tror på, at vi ender med at vinde 11 eller 12 medaljer i alt, og 13 er faktisk ikke helt urealistisk, lyder vurderingen fra Marco De Los Reyes.

Selvom Danmark har klaret det flot ved OL hidtil, så er der stadig et stykke op til den samlede danske medaljerekord.

Under De Olympiske Lege i London i 1948 vandt Danmark nemlig hele 20 medaljer.