VIDEO Emma Jørgensen vinder OL-sølv

Den 20-årige OL-debutant vinder sølv i finalen i 500 meter enerkajak.

20-årige Emma Jørgensen gik onsdag i fornem stil videre fra sin semifinale i 500 meter enerkajak. OL-debutanten blev nummer to i sit heat og var ikke langt fra førstepladsen.

Torsdag eftermiddag stod lollikken, der tidligere i år vandt EM-bronze i Moskva på 500 meter-distancen, så i OL-finalen i Rio.

Desværre kunne den unge dansker ikke følge med de hurtigste på de første 250 meter, men Emma Jørgensen fandt til gengæld kræfter frem til en helt og aldeles forrygende slutspurt og kom ind som nummer to.

Emma Jørgensen kom ind i tiden 1:54.3, kun overgået af vinderen, ungarske Danuta Kozak, der tog guldet i ganske suveræn stil i tiden 1:52.6.