VIDEO Østrigsk outsider standser Fourcades sejrsrække

Skiskydnings-sprinten i Oberhof sluttede højst overraskende med sejr til østrigske Julian Eberhard.

Martin Fourcade har været helt suveræn hidtil i skiskydningssæsonen med syv sejre i otte konkurrencer, men franskmanden kom i den grad ned på jorden, da skiskytterne tog hul på 2017 med sprintkonkurrencen i den tyske by Oberhof.

På anden skydning havde Fourcade hele tre forbiere, og det sendte ham ud på 450 strafmeters skiløb – og i mål helt ned på en ottendeplads – sæsonens suverænt dårligste placering for ham.

- Der var meget vind, og jeg formåede ikke at skyde under de forhold. Det var meget vanskeligt, og jeg var ikke forberedt på de svære forhold. Det er min egen fejl, siger franskmanden til NRK.

I stedet blev løbet vundet af Julian Eberhard. Den 30-årige østriger er kendt som en af feltets hurtigste på ski, men skydningen svigter ham ofte.

I dag satte han dog, trods svære forhold med sne og vind, ni ud af ti skud, og han kunne derfor løbe i mål som vinder, 11 sekunder foran tjekken Michael Slesinger, mens tredjepladsen gik til italieneren Dominik Windisch.

Presset fransk favorit

Sejren var blot Julian Eberhards anden i karrieren, og den betyder, at han starter først, når det på lørdag gælder jagtstarten.

I det løb skal Martin Fourcade starte 51 sekunder efter Eberhard, og med så stor afstand skal Fourcade præstere på sit absolutte topniveau, hvis han ved den lejlighed skal tilbage på sejrskurs.

World Cup-skiskydningen i Oberhof fortsætter fredag med kvindernes sprint – vi sender den på DR1 fra kl. 14.10.