VIDEO Suveræn Fourcade bader sig i mål

Franskmanden knuste al modstand i jagtstarten i den tjekkiske afdeling af world cuppen.

Det ville være synd at kalde opløbet på mændenes jagtstart i skiskydning for tæt.

I Nove Mesto i Tjekkiet var Martin Fourcade så suveræn, at han havde tid til at juble og give håndklap på stribe på vej mod mål – og alligevel være over et halvt minut bedre end den næstbedste.

- Folk har ofte sagt, at jeg ikke fejrer mine sejre nok, og i dag ville jeg bare dele min glæde med publikum, sagde franskmanden efterfølgende til NRK om sine jubelscener.

Franskmandens suverænitet understreges af, at han ikke engang skød perfekt – men trods en strafrunde undervejs var ingen altså i nærheden af at presse Fourcade, som hentede sæsonens sjette sejr af syv mulige.

Fransk dominans

De franske fans kunne endda juble over at få to landsmænd på podiet, idet Quentin Fillon Maillet tog tredjepladsen efter russeren Anton Shipulin, som blev nummer to.

Med sejren er Martin Fourcade suverænt i spidsen for den samlede world cup, og han kan tage yderligere afstand søndag, hvor det gælder fællesstarten.

Også fransk triumf hos kvinderne

I kvindernes jagtstart fik franskmændene mere at juble over, da Anais Chevalier kom først over målstregen til sin første sejr i karrieren. 23-årige Chevalier ramte 19 ud af 20 skud plet og var i mål 10 sekunder foran italieneren Dorothea Wierer på andenpladsen.

Der er tale om et ægte gennembrud for Anais Chevalier, som i fredagens sprintkonkurrence blev nummer to og hentede sin første plads på podiet, og nu altså fik en sejr.

Fredagens vinder, Tatiana Akimova fra Rusland, sluttede på tredjepladsen i dag. Den førende på verdensranglisten, tyskeren Laura Dahlmeier, lå i front halvvejs i løbet, men måtte ud på tre strafrunder og sluttede som nummer syv.

World cup-afdelingen i Tjekkiet slutter søndag med de to fællesstarter – vi sender mændenes kl. 11.40 på DR3 og kvindernes kl. 14.10 på DR1.