Skeletterne rasler for tiden ud af det russiske dopingskab. Torsdag aften meddeler det internationale skiskydningsforbund (IBU), at to russiske OL-deltagere ved vinterlegene i Sochi er suspenderet.
IBU sætter ikke navn på de to russiske skiskydere, men oplyser til gengæld, at yderligere 29 russiske skiskydere er nævnt i den såkaldte McLaren-rapport, der har påpeget, at flere end 1000 atleter på tværs af mere end 30 idrætsgrene har været involveret i et organiseret russisk dopingprogram.
Det russiske skiskydningsforbund har ifølge IBU desuden opgivet at afholde World Cup-løbet i Tyumen og ungdoms-VM i Ostrov.
Den beslutning kommer efter at Norge, Tjekkiet og Storbritanien har truet med at boykotte skiskydning-løb i Rusland.
Beslutningen om at afgive værtskabet for World Cup- og ungdoms-VM bliver godt modtaget i IBU.
- Det er det første vigtige skridt for det russiske skiskydningsforbund i retning mod at vise IBU og sportsverdenen, at man tager situationen alvorligt, siger IBU-chef Anders Besseberg.