3,8 km svømning, 180 km cykling efterfulgt af 42,2 kilometers løb. Og så i 35 graders varme.
Det lyder nok langt fra som den optimale lørdag for de fleste. Det er det dog for Michelle Vesterby, der for femte gang stiller til start ved Ironman Hawaii.
Sidste år endte hun lige uden for podiet. Men det skal der ændres på i år.
- Sidste år festede jeg som om, jeg havde vundet, så der er da ingen tvivl om, at jeg vil forbedre min fjerdeplads i år, siger hun og fortsætter:
- Jeg føler mig meget bedre rustet i år. Sidste år kom jeg herover efter at have vundet Ironman i København bare seks uger tidligere, men i år har jeg forberedt mig hele året. Hele optakten har været meget bedre og formen er bedre. Så jeg skal helt klart på det podie, siger Michelle Vesterby.
Ironman Hawaii betragtes som det mest prestigfyldte løb og kaldes også det uofficielle VM.
- Det er triatlons svar på Super Bowl. Det var her sporten startede, og det er her, alle de bedste stiller til start, forklarer hun.
Masser af danskere
Michelle Vesterby er dog langt fra den eneste dansker, der stiller til start. I år er der hele 69 danskere i feltet - og det er ny rekord. Det betyder sandsynligvis også, at der er flere danskere på ruten.
- Det er sindsygt fedt, der er så mange danskere med. Det er fantastisk at møde danskere ude på ruten. Alle hepper på alle, og det er en helt unik fornemmelse at høre et dansk tilråb undervejs, siger Vesterby.
Selvom Vesterby får hård konkurrence lørdag, så har hendes muligheder for at vinde aldrig været større. Delvist fordi hun er i topform, og delvist fordi Ironman på Hawaii har været det helt store mål i flere år.
- Da jeg i 2014 fik ny træner, sagde han til mig: 'Michelle du kan ikke blive god lige nu. Først i 2016'. Så de sidste to år har været bygget op om det her stævne. Selvom der har været andre løb, så har det hele tiden handlet om det her, siger Michelle Vesterby.
Sidste år gennemførte Michelle Vesterby i tiden 9 timer, 18 minutter og 50 sekunder i stegende hede.
- Sidste år blev der målt 45 grader. Det er det, der gør det så hårdt, at det er så ekstreme forhold, man skal arbejde under, siger hun.
Michelle Vesterby skal i aktion lørdag kl. 18.35 dansk tid.