Der var masser af dansk succes at glæde sig over for tilskuerne, der var mødt frem på vejene for at støtte de 3000 atleter, der deltog i KMD Ironman Copenhagen.
Bedst gik det hos kvinderne, hvor Michelle Vesterby kom først i mål efter at have svømmet, cyklet og løbet i lidt under ni timer. Hendes nærmeste konkurrent var belgieren Sofie Goos, der kom ind 3 minutter og 19 sekunder efter hende.
- Jeg kunne godt mærke hende. Hun åndede mig nakken, og det er faktisk irriterende, når man gerne vil nyde det, siger Michelle Vesterby med et smil.
Men ordene om at nyde løbet skulle nu ikke kun forstås som en joke, for de tusindvis af tilskuere, der havde taget opstilling langs ruten, der strakte sig fra Kastrup på Amager til Hillerød i Nordsjælland, fik efterfølgende en stor tak med på vejen af Michelle Vesterby.
- Der var virkelig kærlighed fra folket, så jeg elsker dem alle sammen mere nu end nogensinde før, lød det det fra en lettere eksalteret vinder.
"Spurt!"
Michelle Vesterbys vindertid lød på 8.59,49 timer, så hun var lige ved ikke at nå under ni timers grænsen, og til sidst var det kun på grund af en medlevende speaker i målområdet, at hun nåede det.
- Jeg vidste slet ikke, at jeg var så tæt på ni timer, og jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ville holde en fest og gå de sidste 200 meter, mens jeg gav high five og kys til samtlige publikummer, men så kom speakeren og råbte: ”Spurt!”, og så spurtede jeg alt, hvad jeg kunne, forklarer hun.
Hos mændene blev sidste års vinder, Henrik Hyldelund, nummer to, da han måtte se sig slået af brasilianeren Guilherme Valenza Manocchio. Han brugte 8.28,46 timer på at gennemføre de 3,4 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maraton.