FCK’s e-sportshold klar til semifinalen i Las Vegas efter hektisk kamp

To danske Counter Strike-hold er med blandt de bedste i turnering i Las Vegas.

Nordisk Film og FC København har stiftet e-sports-holdet North, der som ny dansk computerspilsorganisation fremover skal blande sig med verdens bedste. Billedet er et arkivfoto fra pressemøde hos FCK. Siden har Ruben "RUBINO" Villarroel(2. fv.) forladt holdet og Philip ” aizy” Aistrup er kommet til. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

FC Københavns nye satsning på e-sport er kommet godt fra land med investeringen i det danske Counter Strike:GO-hold North, der lørdag aften spillede sig i semifinalen i turneringen DreamHack Masters i Las Vegas.

Kvartfinalen mod holdet Gambit blev afgjort på to baner hvor de to hold spillede bedst ud af 30 runder – 15 runder som henholdsvis terrorister og counter terrorister.

North vandt første bane med 11-16, mens de på anden bane kom i problemer hen mod slutningen ved stillingen 7-15 og tabte otte runder i træk. Dermed blev stillingen 15-15, og kampen gik i forlænget spilletid med 2x3 runder. I forlænget spilletid delte begge hold igen i porten med tre runder til hver, og derfor gik kampen i ekstra forlænget spilletid. Her vandt North endeligt fire runder, hvor specielt Emil ”Magisk” Reif brillerede.

Ny spiller på holdet

- Vi kom til turneringen her uden forventninger, fordi vi har en ny spiller på holdet, så at vi er i semifinalen er fantastisk for os, fortalte Emil ”Magisk” Reif efter kampen med henvisning til at de netop har fået Philip ” aizy” Aistrup som ny spiller på holdet.

Sejren betyder, at danskerne er et skridt nærmere førstepræmien på 1,4 millioner danske kroner, og allerede nu er de sikret 175.000 kr. for at komme i semifinalen.

Ud over North er det andet danske hold Astralist også med i slutspillet. De spiller kvartfinale senere natten til søndag. Hvis begge hold går hele vejen vil de mødes i en ren dansk finale.

Astralis har i øvrigt overtaget DR Sportens snapchat, hvor man kan følge med i deres optakt til kvartfinalen. Du kan følge med, ved at følge "drsporten" på Snapchat.