Mange forældre kigger sandsynligvis bekymret ind i deres børns teenageværelser, når de oplever, at mange af deres børns vågne timer bliver brugt foran computerskærmen.
En af de bekymrede forældre var Annelise Kjærbye – mor til Markus "Kjaerbye" Kjærbye, der spiller på det danske Counter Strike-hold Astralis, som netop har vundet ELeague Major-finalen i Atlanta og 3,5 millioner danske kroner. En sejr der gør at de nu kan kalde sig verdens bedste.
Droppede ud
I starten af Markus’ tid som computerspiller gav det panderynker hos Annelise Kjærbye. Først stoppede han med at spille fodbold, og dernæst droppede han ud af gymnasiet.
- Han stoppede i gymnasiet i 1. g, og jeg prøvede som forælder at sige, at det er vigtigt at have en uddannelse at falde tilbage på, men da han endeligt tog beslutningen om at gøre det fuldt ud, har jeg støttet ham 100 procent og hele familien har været bag han, fortæller Annelise Kjærbye.
Nu er bekymringen for længst vekslet til stolthed, og Annelise Kjærbye selv sad også og jublede sammen med Markus’ søster foran skærmen i søndags.
Råbte og skreg
- Min datter og jeg råbte, skreg og jublede, da de vandt finalen. Jeg er vildt begejstret for, at det er gået så godt for dem. Jeg er meget stolt, fortæller Annelise Kjærbye.
Astralis vendte tirsdag morgen hjem til Danmark efter deres triumf i USA. Nu står den på afslapning og en smule træning inden de igen skal til Las Vegas for at deltage i en ny stor turnering.
I løbet af foråret vil DR3 vise en længere dokumentar om Astralis, som selskabet Highwire producerer, om holdets vej til sejren i verdens største Counter Strike-turnering.