Er det sport, når man sidder foran en skærm og spiller computer?
Det mener man ikke hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvor formand Niels Nygaard tidligere i år afviste at optage e-sport på linje med sportsgrene som fodbold, håndbold og badminton.
- En decideret optagelse i Danmarks Idrætsforbund er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt, lød det fra Niels Nygaard.
- For at blive optaget som medlem i DIF, skal man dyrke en idrætsaktivitet, og at sidde og taste på nogle tangenter er efter vores opfattelse ikke en decideret idrætsaktivitet.
Hos Danske Elitesportsudøveres Forening (D.E.F.) ser man dog noget anderledes på sagen.
- Det kommer blæsende og der vil fremover være mange unge mennesker, der vil dyrke elitesport på den her måde. Vi synes bestemt, det er en sport. Vi slår i hvert fald dørene op og byder velkommen i DEF Sport. Vi vil gerne hjælpe dem med deres kontraktforhold og uddannelsesrådgivning, siger direktør i D.E.F, Mads Øland, som mange nok også vil kende som direktør i Spillerforeningen, der varetager danske fodboldspilleres interesser.
Øland ser da også paralleller mellem e-sport og eksempelvis fodbold.
- Når man ser på det antal træningstimer, der skal lægges i det for at blive god, og man ser på de præmiepenge, der udbetales, så kan det kun ses som elitesport, siger Mads Øland, der oplyser, at der endnu ikke er optaget e-sportsudøvere, men at de første medlemmer bydes velkommen inden længe.
- Det er en måned siden, vi besluttede, at vi ville rykke på det her. Vi har tidligere fået henvendelser, men det er først nu, vi slår dørene op. Vi har endnu ingen e-sportsmedlemmer, men får det i en meget nær fremtid, siger Mads Øland, der påpeger, at for mange e-sportsudøvere gælder det, at uddannelse ofte tilsidesættes i en periode, hvor fokus er på e-sporten og rådgivning senere i karrieren derfor kan være nødvendig.
En levevej
Peter Rothmann er én af dem, der er i flere år har kæmpet for at e-sport anerkendes som en rigtig sportsgren, og som har tilsidesat uddannelse for at satse 100 procent på sin sport.
Under spillernavnet 'Dupreeh' er han en del af det danske Counter Strike-hold Astralis, der for nylig vandt 3,5 millioner kroner i verdens største Counter Strike-turnering.
- Det kan betyde meget for de unge, der drømmer om at gøre e-sport til en levevej. Der har nok været mange, der på hjemmefronten har oplevet den der med ’hvorfor sidder du så meget foran computeren? Hvorfor går du ikke ud og spiller fodbold?’, siger Peter Rothmann.
- Nu kan man sige, ’er det vigtigt om jeg spiller computer eller fodbold?’ Man kan gøre karriere i begge ting, siger Peter Rothmann, der sammen med resten af Astralis-holdet tirsdag var inviteret på pandekager på Københavns Rådhus, som det er traditionen, når danske idrætsudøvere har bedrevet noget stort.
- Det er smigrende. At folk herinde begynder at se e-sport som en rigtig sportsgren, det er noget, vi har kæmpet for rigtig længe. Det er lækkert at få den anerkendelse, som vi har ønsket.
Hos Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) er man som hos D.E.F. også positivt stemt overfor e-sport og har haft e-sportsforeninger som medlemmer siden 2008.