Dansk jernkvinde inden vanvidsuger: Det kommer til at gøre pisseondt

Der venter triatleten Camilla Pedersen tre hårde triatlonløb på blot tre weekender.

(Foto: © PhotoPedersen, PhotoPedersen)

Når starten går klokken 10.05 lørdag morgen ved Fuglsang Sø i Herning, bliver det begyndelsen på, hvad der for de fleste dødelige ville være et sandt mareridt.

Ikke så meget på grund af lørdagens EM i triatlon i Herning, hvor deltagerne – heriblandt 33-årige Camilla Pedersen – skal ud på distancen af en halv Ironman; 1,9 kilometers svømning, 90 kilometers cykling og 21,1 kilometers løb. Men mere fordi selvsamme Camilla Pedersen kommer til at skulle gøre det samme i de to efterfølgende weekender.

Således venter der for den danske jernkvinde efter lørdagens strabadser først EM-afdelingen af IRONMAN i Helsingør, der udgør kvalifikationen til VM i Ironman. Og weekenden efter gælder det så DM i triatlon.

- Jeg skal grave dybt. Det kommer til at gøre pisseondt, og jeg kommer til at have lyst til at give op flere gange, siger Camilla Pedersen til DR Sporten.

Afbud er ikke et emne

”MEN HVORFOR?!”

Formentlig et spørgsmål mange af os, der er alt andet end professionelle atleter, tænker. Hvad får en til at presse sin krop til ukendelighed tre weekender i træk? Det er jo ret beset muligt at melde fra til eksempelvis Danmarksmesterskaberne.

- For os professionelle, der også er med ved EM, er det ikke så stort at vinde et DM. Men det er vigtigt, at man viser fanen, og jeg ved, at vi samtidig er en rigtig stor inspiration for mange.

- Derudover synes jeg synes, det er sindssygt vigtigt at vise det danske flag, når nu vi har Europamesterskaberne i Danmark. At planlægningen af de tre løb så er så dårlig, er selvfølgelig mindre fantastisk, siger Camilla Pedersen.

Skal restituere med træning

Planlægningen og lysten til at vise den danske fane giver altså udsigten til tre weekender, der naturligt kommer til at kunne mærkes på kroppen.

- Den kommer sgu nok til at være træt.

Men hvor mange restituerer på langs i sofaen, er opskriften en anden for jernkvinden.

- Jeg har fået en rigtig god behandler, og han er helt opmærksom på, at hvis jeg får lov til at træne lidt mellem løbene, får jeg hurtigere affaldsstofferne ud af kroppen og bliver på den måde hurtigere klar, siger Camilla Pedersen.

Ikke første gang med tre weekender i træk

Ekstremsport taget til nye ekstremer fristes man til at kalde det. Men faktisk er det ikke første gang, at Camilla Pedersen kaster sig ud i tre vanvidsweekender. Sidste år havde hun også tre løb på to uger, men til forskel fra dengang, var det første løb kun halv distance af en halv Ironman. Og den forskel er mærkbar.

- Det betyder utroligt meget. Der er kæmpestor forskel på, om man løber 10 kilometer eller et halvt maraton (21,1 kilometer, red.), siger Camilla Pedersen, der blev kåret til ”Årets Sportsnavn” anno 2014.

Snød døden og strøg til tops

Kåringen som ”Årets Sportsnavn” kom som et resultat af et års mirakler. På en træningstur i september 2013 styrtede Camilla Pedersen på cykel og kom alvorligt til skade. Kraniebrud, indre blødninger omkring hjernen og et utal af brækkede knogler sendte Camilla Pedersen i 19 dages kunstigt koma.

Men Camilla Pedersen levede i sandhed op til tilnavnet som en rigtig jernkvinde. Hun kæmpede sig tilbage – ikke bare til livet, men også karrieren. Og et år senere stod hun øverst på podiet som verdensmester på langdistance.

Tre og et halvt år senere venter så de førnævnte tre triatlonløb på to uger, og her er der forskellige mål. Først og fremmest skal der vindes i Herning lørdag.

- Nu har jeg har været Europamester på den distance to gange tidligere, og selvfølgelig er målet for Herning at vinde. Har man ikke den mentalitet, så vinder man aldrig. Jeg skal stå øverst på det podie.

- Efter Herning gælder det Helsingør. Her skal jeg have de sidste point for at komme til Hawaii (og VM i Ironman, red.).

- DM handler for mig om at få den sidste energi ud af min tank, inden jeg kan få nogle rolige dage efterfølgende, siger Camilla Pedersen til DR Sporten.

100 procent forberedt bliver man ikke – men planen er klar

Mange har sikkert prøvet at have en eksamensperiode med flere eksaminer på kort tid. Her siger erfaringen garanteret de fleste, at den totale forberedelse ikke er mulig. På det punkt – og formentlig udelukkende dette ene punkt – kan triatlon og eksamen sammenlignes.

For med tre weekender i træk i badetøj, løbesko og cykelsadlen med pulsen omkring de 200 er tilfældet det samme, som forberedelsen til bordet med den grønne eksamensdug.

- Man kan ikke forberede og sætte sig 100 procent op til tre løb så tæt på hinanden, for så brænder man ud mentalt. Man skal finde ud af, hvad der er vigtigst, og så skal man have fokus på det, siger Camilla Pedersen.

Vigtigst for Camilla Pedersen er så i første omgang at vinde EM i triatlon lørdag i Herning. Sker det vil hun kunne tilføje endnu en triatlon-guldmedalje til samlingen, der allerede indeholder fem af slagsen, hvoraf en enkelt er vundet ved VM.