VIDEO Camilla vandt VM-sølv med kvæstet ven i tankerne

Triatleten Camilla Pedersen kæmpede sig igennem VM-ruten for sin ven, der er ramt af en tragedie, hun genkender alt for godt.

For et år og ni måneder siden blev der vendt op og ned på Camilla Pedersens liv. Under en træning kørte hun galt, da en flok børn pludseligt krydsede vejen og hun styrtede i forsøget på at undvige.

Styrtet gav Camilla Pedersen kraniebrud, hun lå 19 dage på sygehuset, 13 af dem i kritisk tilstand. I lang tid kæmpede hun med hukommelsen og havde problemer med at tale.

Alligevel lykkedes det hende et år efter at vinde VM-guld i den kinesiske by Weihai bare et år senere. Derfor var udsigten til at skulle gennemføre et VM som forsvarende mester i den svenske by Motala, noget hun så frem til.

Men det ændrede sig onsdag aften, da en af hendes gode venner kom galt af sted i USA. Anders Tesgaard var sammen med Camilla Pedersens bror deltager i ekstremcykelløbet Race Across America, da han blev påkørt af en bil.

Hårdt kvæstet i USA

En ulykke, der ifølge TV2 Syd har efterladt ham med 14 brækkede ribben, brækket kæbe og brækket kindben, to punkterede lunger og mindre læsioner i hjernen.

Beskeden slog Camilla Pedersen helt ud af den, og hun lovede inden VM-konkurrencen at gennemføre for sin ven.

Derfor var hun også ekstremt berørt, da hun kom i mål i Motala.

- Det var en rigtig hård dag for mig i dag, men jeg blev ved med at kæmpe, og jeg må nok sige, at jeg havde Anders Tesgaard i tankerne hele vejen. Jeg kørte den her 100 procent for Anders, sagde hun til DR Sportens udsendte, inden hun henvendte sig direkte til sin ven.

- Anders, nu bliver du også ved med at kæmpe, det er kraftedeme vigtigt.

- Jeg kæmpede hele vejen for ham, så nu skal han også blive ved. Det var den største sejr for mig, at jeg blev ved med at kæmpe. Det var virkelig en led dag, men jeg gjorde det for Anders, fortsatte Camilla Pedersen.

Takkede familien

Med hende i Sverige var en stor del af hendes familie, som hun takkede for den støtte, de gav hende, da det så værst ud.

- Jeg var aldrig kommet så langt uden min familie. De støtter mig, og de snakkede også til mig, mens jeg lå i koma. Uden dem var jeg ikke her i dag, sagde Camilla Pedersen.  

Camilla Pedersen sluttede på andenpladsen ved VM i Motala.