Triatlet blev kåret som 'Årets sportsnavn'

Camilla Pedersen blev lørdag aften valgt som 'Årets sportsnavn 2014'. Hun blev verdensmester i triatlon kun et år efter at have ligget i koma.

Triatleten Camilla Pedersen vandt lørdag prisen som 'Årets sportsnavn'. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

 

Camilla Pedersen blev lørdag aften valgt som 'Årets sportsnavn 2014'. Hun blev verdensmester i triatlon kun et år efter at have ligget i koma.Camilla Pedersen vandt sidste år VM-guld i triatlon et år efter at have ligget i koma. Nu er hun kåret med den fineste pris i dansk sport.

Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Posten, som står for prisen. Den blev overrakt i Herning, og festen blev vist på DR1 i aftes.

- Først og fremmest er Camilla Pedersen blevet verdensmester. Men ud over det gør de særlige omstændigheder omkring hendes ulykke og kamp for at komme tilbage præstationen til noget ekstraordinært, siger Jyllands-Postens sportsredaktør, Christian Thye-Petersen.

Camilla lå 19 dage i koma

Cammila Pedersen styrtede under en træningstur på cykel i september 2013.

Hun fik kraniebrud, indre blødninger omkring hjernen, brækkede knogler og lå 19 dage i koma. Lægerne sagde, at hun aldrig kom til at gå igen.

Men Camilla Pedersen kæmpede videre, og et år senere blev hun verdensmester i sin sport, triatlon.

- Tusind tak. Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der har troet på mig. Jeg er sindssyg glad for at være tilbage, sagde hun i sin takketale.

11 priser blev uddelt

I alt 11 priser blev uddelt lørdag aften. Her er vinderne:

  • BT Guld: Camilla Pedersen, triatlon

  • Årets Sportsnavn: Camilla Pedersen, triatlon

  • Årets Fodboldspiller: Christian Eriksen

  • Årets Handicap-idrætspris: Daniel Wagner Jørgensen, længdespring

  • Årets jubelscene: AaB (fodbold)

  • Årets Fidusbamse: Mads Olsson, 14 år: Træner for Jersie HK's U10-hold

  • Årets Talentpris: Finn "Beton" Jensen fra Dansk Sejlunion

  • Gør det muligt-prisen: Julie Storgaard Sørensen, Lyngby HK

  • Danmarks olympiske håb: Emma Jørgensen, kajakroer

  • Danskernes Idrætspris: SG Huset og Svendborg Gymnastikforening

  • Nyt medlem i Dansk idræts 'Hall of Fame': Lars Christiansen, håndbold

DR /ritzau/