VM i ishockey udvides: Dansk landsholdsspiller tror nu på deltagelse

VM i ishockey for kvinder bliver fra 2019 udvidet fra otte til ti hold.

A-VM i ishockey for kvinder bliver udvidet, og det giver de danske kvinder større chance for at komme med i det fine selskab. (Foto: © HANS DERYK, Scanpix)

Chancen for at komme med i det gode selskab ved A-VM i ishockey er nu blevet større for det kvindelige ishockeylandshold.

Det internationale ishockeyforbund, IIHF, har nemlig besluttet at udvide VM fra otte til ti hold. Udvidelsen træder i kraft i år 2019.

- Jeg synes, det er super fedt. Det viser interesse fra IIHF, at man vil give de samme forudsætninger for damerne, som herrerne har. Og hvorfor skal der heller ikke være lige så mange hold i damerækken, som i herrerækken, siger landsholdsspiller Jeanette Langsager.

Gode muligheder for oprykning

Danmark ligger på en øjeblikkelig 11.-plads på verdensranglisten og blev nummer fire ved det netop overståede I-A VM – verdensmesterskabet for de næstbedste hold – så det danske landshold burde derfor have udmærkede muligheder for at nappe én af de ti pladser ved A-VM i 2019.

- Det åbner op for en masse muligheder. Vi havde et ungt hold med sidst, men om to år og med mere rutine er der gode chancer for, at vi kan komme med.

Tidligere på året prøvede de danske kvinder kræfter med en nation, der til dagligt huserer i A-rækken. Danmark mødte Schweiz i OL-kvalifikationen. Kampen endte 6-1 til schweizerne, men Jeanette Langsager føler ikke, at danskerne var så langt fra schweizernes niveau, som resultatet indikerer.

- Jeg synes ikke, vi var så vanvittigt langt fra Schweiz. Vi spillede også mod Japan til I-A VM, og der synes jeg heller ikke, vi så vanvittigt langt fra. Selvfølgelig er der så et lidt større skridt op til nationer som Rusland, Canada og USA.

Men selvom skridtet er stort til de allerbedste nationer, drømmer Langsager om at blande sig i det fineste selskab.

- For mig har det altid været en drøm at være med, hvor det gælder. Det helt store er A-gruppen, hvor der spilles om, hvilket hold der er det bedste i verden, siger Jeanette Langsager.

VM i 2019 spilles i Finland.