Nashville Predators er som det første hold klar til finalen i den amerikanske ishockeyliga, NHL.
Holdet vandt mandag aften 6-3 hjemme over Anaheim Ducks, og Nashville vinder dermed serien samlet med 4-2 i opgør. Der spilles bedst af syv kampe.
Nashville førte 2-0 efter første periode, hvor Austin Watson gjorde det til 1-0, inden der var spillet to minutter. Colton Sissons viste herefter sin målfarlighed efter otte minutter, da han fordoblede føringen.
I anden periode reducerede Ondrej Kase til 1-2 for Anaheim med periodens eneste scoring.
Colton Sissions var igen på på pletten i starten af tredje periode, da han gjorde det til 3-1 for hjemmeholdet.
Mestrene kan vente
Med ryggen mod muren lykkedes det for Anaheim Ducks at score to hurtige mål midtvejs i perioden, og så var alt igen åbent.
Men Colton Sissions gjorde igen det onde ved ænderne fra Anaheim. Hans scoring til 4-3 blev fulgt op af to mål yderligere fra Nashville, der dermed sikrede sig sejren i Western Conference-finalen og nu kan se frem mod den afgørende serie i NHL.
Her venten enten Ottawa Senators eller den forsvarende mester, Pittsburgh Penguins. De to hold mødes tirsdag aften.
Pittsburgh fører 3-2 i kampe efter de senest gav Ottawa en ordenlig sæk på 7-0.
/ritzau/