Kommentator om USA-kamp: Danmark er en drillepind når presset er væk

Ingen forventer, at Danmark kan slå USA ved VM i ishockey. Historien har vist, at danskerne netop er gode i de situationer.

Nikolaj Ehlers nede og vende for at få fart i kampen mod Letland. Foto: Jan Korsgaard (Foto: © Jan Korsgaard, Scanpix)

Det danske landshold bør tage et kig i historiebøgerne inden dagens opgør ved VM mod USA. Historien viser nemlig, at danskerne er lidt af en drillepind, når det kommer til kampe med sportens traditionelt største nationer.

I rollen som underdog har Danmark før leveret kæmpe resultater. Som i 2003, hvor Danmark i sin første VM-kamp i nyere tid slog netop USA med 5-2. Eller kampen i 2010, hvor danskerne tævede Finland med 4-1 ved VM.

- Det er altid sådan, at mod de her kæmpestore nationer er der ingen, der forventer, at Danmark tager point. Og det er nok også derfor, at man har set Danmark leverer store præstationer mod de her nationer. De har slået USA, de har slået Finland, så det kan lade sig gøre.

- Og det er nok, fordi der er noget pres, der er fjernet fra de danske spillere, når de møder et hold som USA. Alle i verden regner med, at USA slår Danmark, så danskerne kan spille mere frit, siger ishockey-kommentator Frederik Lindved.

VM-situationen er blevet sværere

Danmark indledte VM med et nederlag på 3-0 i går til Letland. En nation, som Danmark er i direkte kamp med om en kvartfinaleplads, og resultatet tvinger derfor danskerne til at skulle levere gode resultater i de resterende gruppekampe.

Men det bliver bestemt ikke nemt i en svær gruppe, der tæller skræmmende nationer som Sverige og Rusland, men dog også nationer, der burde stå udmærket til danskerne, som Tyskland, Slovakiet, Italien og i mindre grad dagens modstander USA.

- Danmark skal ud og levere nogle store resultater, for man ved, at det bliver svært mod Sverige og Rusland. Så muligheden for at levere en overraskelse, kan være mod USA, der nok ikke er lige så stærk som Sverige og Rusland.

Får travlt defensivt

I kampen mod Letland var det Danmark, der i lang tid styrede begivenhederne og skabte mange chancer. Men den effektivitet, der udeblev hos danskerne, havde Letland så til gengæld rigeligt af.

Mod USA bliver kampbilledet dog helt anderledes.

- Danmark skal stå defensivt og satse på at løbe nogle gode kontraløb. Så fokus skal ligge på det defensiven, hvorimod kampen mod Letland, der skulle Danmark frem og skabe kampen, og det gav nogle huller defensivt. Så det er en helt anden kamp, men Danmark får travlt defensivt, det er der ikke nogen tvivl om, siger Frederik Lindved.

Danmark møder USA søndag kl. 16:15 og hele kampen kan følges i LIGA på P3 eller på TV2 Sport.