Den var allerede på forhånd udpeget til en nøglekamp. Første VM-kamp skulle også være første skridt mod målet om en kvartfinaleplads, men desværre var Letland ikke voldsomt interesserede i at efterleve Danmarks agenda.
Det lignede en sejr
Efter 20 minutters ishockey sad man ellers med fornemmelsen af, at Danmark var godt på vej mod en sejr. De havde et kæmpe overtag på isen, og skudstatistikken sagde 18-7 i Danmarks favør. Problemet var bare, at pucken aldrig fandt vej fra dansk stav til lettisk net.
- Vi spillede ikke en god kamp i dag. Så det er skuffende, men det bedste hold vandt i dag. Vi har nogle kæmpe chancer, og vi har et powerplay, hvor vi får mange skud på mål, men målmanden står en god kamp og vi kan ikke få den ind, siger Nikolaj Ehlers.
Nu skal NHL-stjernerne bankes
Med 3-0-nederlaget til Letland har Danmark samtidig lagt ekstra pres på sig selv. For selvom der stadig er seks gruppekampe tilbage, så skal der formentlig hives en mere overraskende sejr ud af ærmet, hvis kvartfinalendrømmen skal gå i opfyldelse.
Og en af de store nationer får Danmark mulighed for at slå allerede i morgen. Her gælder det nemlig USA, som er kommet til Köln med en lang række NHL-stjerner krydret med en håndfuld talentfulde college-spillere. Amerikanerne startede dog skidt ud ved VM med et nederlag til de tyske værter.
Hvis vi kan gøre, som Tyskland gjorde, og få lukket ned bagved, synes jeg, vi har en god chance, siger Nikolaj Ehlers.
Danmark møder USA søndag kl. 16:15 og hele kampen kan følges i LIGA på P3 eller på TV2 Sport.