Det vælter ind med afbud til det kommende VM fra de danske NHL-spillere. I dag var det målmanden Frederik Andersen, der som den seneste dansker takkede nej til at spille for Danmark ved VM.
Også NHL-spillerne Frans Nielsen, Oliver Bjorkstrand, Philip Larsen, Jannik Hansen og Mikkel Bødker har droppet VM.
De mange afbud kommer dog ikke som nogen overraskelse for ishockey-kommentator Frederik Lindved. Sæsonen har nemlig været længere end normalt, på grund af OL-kvalifikation i september, samt World Cup-kampe i samme måned.
- Det er vigtigt at huske på, at i år er en ekstraordinær sæson. Det startede allerede med vigtige OL-kvalifikationskampe allerede i september, og det har forlænget sæsonen med i hvert fald halvandet måned, siger Lindved og tilføjer:
- Siden har NHL-spillerne spillet 82 kampe i NHL, så det er en lang og opslidende sæson, som har gjort, at der kommer mange afbud i år.
Danmark kan ikke rykke ned
VM i år afholdes i Tyskland, men næste år skal den store slutrunde foregå i Danmark. Det betyder, at Danmark ikke kan rykke ned fra A-gruppen i år, og det kan have fået de danske NHL-spillere til at nedprioritere verdensmesterskaberne i år.
- Jeg tror sagtens, at man kan spekulere i, at der ville være færre afbud, hvis Danmark kunne rykke ned. Det har måske haft en effekt. Men jeg tror også, at man skal tænke på, at de her spillere har været igennem en lang sæson, og de har brug for at hvile sig og komme sig over eventuelle skader, så det tror jeg, er det vigtige i den her sammenhæng, siger Lindved.
Otte danskere spiller til daglig i NHL, men for bare 11 år siden spillede der ikke en eneste. I 2007 blev Frans Nielsen den første dansker i verdens bedste hockeyliga, og siden da har delegationen af danskere været stødt stigende.
- Det er verdens største liga, det er der, de bedste spillere i verden spiller. Og vi skal huske på, at det ikke er mange år siden, at vi ikke havde nogen spillere i NHL. Det er kæmpestort at spille derovre, hvor de har nogle forpligtelse, som de skal tage sig af først, før de kan tænke på at spille VM.
21-årige Nikolaj Ehlers er den eneste NHL-spiller, der har meldt sig klar for Danmark ved VM.