Det bliver ikke et dansk ishockeylandshold i absolut stærkeste opstilling, der tropper op til kampene i Köln ved VM i maj.
Adskillige af de danske NHL-stjerner har meldt afbud til landstræner Jan Karlsson, der blandt andet må undvære store profiler som Mikkel Bødker, Jannik Hansen og Oliver Bjorkstrand.
- Vi har den unikke udfordring, at vi spiller ishockey-VM hvert år. Det gør, at hvis man spiller i NHL og har haft en lang sæson, så kan det være en forlængelse af sæsonen på en måned eller halvanden. Det er ikke altid, at kroppen helt kan holde til det, siger general manager i Danmarks Ishockey Union (DIU), Kim Pedersen, der også peger på, at andre faktorer end de fysiske kan spille ind i beslutningen om et afbud.
- Det kan også være ens hoved, der ikke kan holde til mere, eller også er det simpelthen lysten til i stedet at få set familien i de uger, man ellers ville have brugt på træningslejr og VM, siger Kim Pedersen, der på ingen måde har råbt og skreget af de spillere, der har meldt afbud til VM.
- Vi har et rigtig godt forhold til vores NHL-spillere, som vi også synes, stiller op rigtig ofte. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi så lige år bliver ramt af så mange afbud. Kunne vi tænke os, at vi stillede med alle mand? Selvfølgelig kunne vi det. Det arbejder vi på, men i år har der også været OL-kval og World Cup. Det har bare givet en lang sæson, siger Kim Pedersen, der forhåbentligt ikke behøver at forholde sig til lige så mange afbud, når Danmark næste år er værter ved EM.
- De ting kombineret med det faktum, at alle nok har indstillet sig mentalt på, at de skal spille VM på hjemmebane næste år, såfremt de ikke skal spille slutspil, har nok gjort, at folk har prioriteret familien og kroppen i år. Det er min helt klare fornemmelse, at alle gerne vil med til VM på hjemmebane næste år.
Pengene styrer
En af de store udfordringer for de nationale ishockeyforbund er kampkalenderen i nordamerikanske liga, NHL. Den stenrige og prestigefyldte liga tager ikke de store hensyn til de store internationale mesterskaber.
- NHL-klubberne er ligeglade med landsholdene. Det kan være en kold måde at se tingene på, men jeg vil da ikke sige, at jeg er fuldstændig uden forståelse for, at et hold som Toronto eksempelvis, der måske investerer sted i nærheden af 100 millioner i Frederik Andersen over fire-fem år, at de ville være kede af, hvis han blev skadet til VM, siger Kim Pedersen.
Den lange sæson i NHL, der strækker sig ind over VM, er ikke den eneste hurdle i forhold til at få landets bedste spillere med til mesterskaberne.
VM afvikles hvert eneste år, hvilket betyder, at der så at sige er fuldt program hver sæson for de danske NHL-spillere, så måske man skulle skrue ned for antallet af VM?
- Vi synes, det er dejligt at spille VM hvert år. Det er det, vi ser frem til hele året. Men jeg kan også godt se det fra spillersiden af. Cirka en time efter man er røget ud af slutspillet, så har man mig i røret, der skal høre, om man ikke har lyst til at komme og spille noget mere ishockey. Så ja, nogle vil mene, vi har for mange mesterskaber, siger Kim Pedersen, der understreger, at selvom det er blevet til rigtig mange afbud til VM denne gang, så vil der blive kæmpet hårdt for de danske farver i Köln.
- Man kan sige, at i og med at vi er værter næste år, så kan vi i hvert fald ikke rykke ned. Men vi har ambitioner om mere. Meget mere. Som Peter Regin sagde til mig for en lille uges tid siden, så tager vi ikke i træningslejr og til VM for at lægge os ned i syv kampe. Vi tager derned med målsætningen om at gå i kvartfinalen. Selvfølgelig gør vi det, siger Kim Pedersen.
Danmark spiller onsdag aften testkamp ude mod Schweiz.