Danmark får desværre ikke Frans Nielsen på isen ved det forestående VM i ishockey. Det melder han i dag ud efter at have givet det en masse overvejelser.
Frans Nielsen kunne ellers godt deltage, da hans hold Detroit Red Wings havde en skuffende sæson og missede playoff, men nu har han brug for en pause.
- Jeg er utroligt splittet i forhold til invitationen fra landstræneren, men jeg må desværre sige ”nej tak” til VM denne gang. Jeg har altid lyst til at spille for Danmark, men faktum er også, at jeg rejste til Minsk og OL-kvalifikationen 5 dage efter min søn blev født og at jeg stort set ikke har været ude af ishockeybanen siden, siger han til ishockey-forbundet.
Indtil videre er det kun Nikolaj Ehlers af NHL-spillerne, som har takket ja til at spille med ved VM, som starter den 5. maj i Köln.
Danmark er i pulje med Rusland, USA, Sverige, Slovakiet, Tyskland, Letland og Italien ved VM.