Brian Nors Jensen er 37 år, gift og far til to piger. I morgen skal han for første gang i sit liv forsøge at gennemføre en ironman, altså 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42 km løb. Og han har faktisk ingen anelse om, hvordan det kommer til at gå:
- Jeg er velforberedt, men med sommerfugle i maven. Jeg løber en halvmaraton hver weekend, men at doble distancen op ovenpå alt det andet, det er voldsomt.
- Det, der bekymrer mig, er distancen. Altså, jeg ved, at jeg kan cykle 180 km, men kan jeg også svømme fire km og oveni løbe et maraton-løb? Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg vil reagere, for jeg har aldrig prøvet at gennemføre en ironman. Man er jo ikke engang tæt på, når man har lavet en halv ironman.
To år til at træne
Det er to år siden, at Brian Nors Jensen besluttede sig for at deltage i KMD Ironman i morgen. Han havde på det tidspunkt cyklet motionscykelløb i tre år, og blev grebet at begejstring over en kammerat, som dyrkede ironman.
- Min kone var på det tidspunkt lige kommet sig over en kræftsygdom, og det fik mig til at tænke, at hvis der er noget, man gerne vil gøre her i livet, så skal man ikke vente og udskyde for længe.
- Da hun undervejs måtte opereres flere gange, havde jeg to muligheder: Jeg kunne droppe det helt, eller bruge træningen som et holdepunkt i en svær tid. Jeg valgte det sidste.
Måtte lære at svømme
Brian Nors Jensen var altså rimeligt godt kørende på cykelfronten, da han tog beslutningen. Men løb og svømning skulle der kæmpes for.
- Jeg kunne ikke svømme og havde på det tidspunkt ikke svømmet siden folkeskolen.
- Så jeg meldte mig på et svømmehold og blev langsomt bedre og bedre til at svømme. Og jeg gik i gang med at løbe efter et program, jeg fandt på nettet.
At gøre det umulige drager
Han nåede sit delmål om at gennemføre en halv ironman i efteråret sidste år og igen i foråret i år. Men den lange distance, den prøver han først i morgen.
- Jeg gør det på grund af udfordringen i det. Den første gang jeg cyklede 30 km, var jeg simpelthen så pavestolt, og så fik jeg blod på tanden. Næste gang var det 50 km, så var det 100 km og 150 km.
- Det er så fed en følelse at klare noget, som man ikke troede, at man kunne. Der er noget dragende ved at gøre det umulige, forklarer han.
Familien er med
Familien bakker fuldstændig op om projektet, og det er altafgørende, fortæller Brian Nors Jensen:
- De står klar undervejs på sidelinjen med flag og hurra, når jeg deltager i løbene, og det vil de også gøre i morgen. Og til vores kobberbryllup for nylig overraskede min kone mig med nye dyre cykelhjul, som jeg havde ønsket mig længe.
Brian Nors Jensens mål for i morgen er primært at nyde, at han gør det. Men som den sportsmand, han er, har han selvfølgelig også et tidsmål:
- Jeg forestiller mig, at jeg vil blive skuffet over mig selv, hvis jeg ender på en tid omkring 15-16 timer. Og jeg drømmer om at gennemføre på et sted mellem 11 og 12 timer. Det ville gøre mig lykkelig.
Han har såmænd også allerede købt billet til næste år.