Håndboldkvinderne skal være bedre til at tie stille

Folk omkring håndboldlandsholdet skal være bedre til at holde interne ting væk fra medierne.

Danmark møder Rusland på torsdag. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det går ikke, at interne ting omkring håndboldlandsholdet drøftes i medierne.

Så klar er meldingen fra kvindelandstræner Klavs Bruun Jørgensen, efter Ulrik Wilbek senest forlod posten som sportschef i Dansk Håndbold Forbund, efter det kom frem, at han angiveligt havde forsøgt at få herrelandstræner Gudmundur Gudmundsson fyret under OL.

- Både på dame- og herresiden kan vi ikke finde ud af at holde tingene internt. Det handler ikke kun om spillerne, men om alle folk i dansk håndbold generelt, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Samtidig fortæller landstræneren, at han ikke mener, at Ulrik Wilbek havde måtte forlade posten som sportschef i Dansk Håndbold Forbund, hvis historien om den interne kritik under OL ikke var nået medierne.

Spillerne forstår frustrationen

De danske damelandsholdsspillere er også kede af de forskellige lækager. Det har blandt andet betydet, at de tænker mere over, hvad de siger i omklædningsrummet.

- Vi har snakket om, at det der bliver sagt i et lokale, det skal blive derinde, siger landsholdsspilleren Stine Bodholt.

Sætter det nogle tanker i gang omkring, hvad der kan siges i omklædningsrummet?

- Ja, det gør det. Men jeg har det også sådan, at det fungerer bedst med ærlighed internt, og derfor er det ærgerligt, når nogle ting pludselig er i pressen.

Det er også noget, som landsholdets nye anfører, Stine Jørgensen, bakker op om.

- Jeg kan sagtens forstå, at Klavs (Bruun Jørgensen red.) kan være frustreret over, at der er nogle ting, der slipper ud.

Som noget nyt er håndboldlandsholdets træningssessioner under denne landsholdssamling kun åben for pressen det første kvarter.