Fysik er et nøgleord i udviklingen af de danske håndboldkvinder.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen prædiker en mere intens træningskultur, så spillernes fysiske niveau kan hæves.
- Det handler om en generel svag træningskultur i Danmark. Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen, der træner fint, men jeg er sikker på, at det sagtens kan blive bedre på alle parametre, har han slået fast i et stort interview med DR.
Nøglen til succes
Det har betydet, at samtlige spillere i landsholdstruppen har gennemført fysiske på begge sider af sommerferien for at give trænerstaben indblik i, på hvilke områder spillerne skal forbedre sig.
- Det kan være, at der er nogle af spillerne, der har den fysik, de skal have, men ikke får den udnyttet ordentligt. Og via de her test kan vi fortælle dem: ”hør her, du kan hoppe meget højere, end det du gør nu”, forklarer landstræneren.
Playmaker Lotte Grigel er enig i sin landstræners mantra om en forbedret fysik som en nøglefaktor for at opnå bedre resultater.
- Jeg tror, at nøglen til succes er, at man opruster på den fysiske del, siger hun.
Du kan se indslaget om den øgede fokus på fysikken i landsholdstruppen øverst i artiklen.