Med en ny landstræner følger forandringer i tilgangen til spillet på banen, og på kvindelandsholdet i håndbold er Klavs Bruun Jørgensen i gang med at hærde sine spillere til nye og hårdere tider.
Defensiven skal strammes op, og den nye mand på trænerbænken kræver, at forsvarsspillerne skal give den fuld gas i tacklingerne, når modstanderne skal stoppes.
- Der hersker ingen tvivl om, at vi vil spille hårdt. Vi vil gå til den, og nu er vi jo på hjemmebane ved VM i december, hvor det ofte er sådan, at det er hjemmeholdet, der får lov til at lægge linjen for, hvor hårdt man må spille. Så må dommerne give os en indikation inden for de første par kampe af, hvor hårdt vi kan tillade os at spille.
Der skal smadres igennem
De nye ideer, som Klavs Bruun Jørgensen og assistent Søren Herskind er i gang med at implementere frem mod slutrunden på hjemmebane har også betydet, at træningen på nogle punkter er blevet markant hårdere.
- Vi træner rigtig meget mand-mand forsvar og jeg tror, noget af det Klavs og Søren gerne vil have frem, er, at vi skal smadre hinanden. Altså, vi skal have en hårdhed og vi skal finde vores indre krigere frem, siger bagspiller Louise Burgaard.
Det er ikke kun i forsvarskæden, at de nye taktiske vinde, der blæser ind over landsholdslejren, giver lidt hovedbrud. I målet har bagerste skanse Sandra Toft også haft sit at se til under den nye landstrænerduo.
- Min forberedelse er anderledes, når jeg har et offensivt forsvar foran mig, end når det er et 6-0 forsvar. For normalt kigger man jo meget på parader, men Klavs Bruun Jørgensen meldte ret hurtigt ud, at vi ikke spiller med parader, og der var jeg tæt på at få et hjertestop, siger Larvik-keeperen.
Ukendte portugisere
Landsholdet åbnede EM-kvalifikationen med en sikker sejr over Tyrkiet i fredags, og næste opgave for de danske kvinder er søndagens EM-kvalifikationskamp mod Portugal.
En modstander, der ikke er blevet brugt meget tid på i landsholdslejren, fortæller Sandra Toft.
- Det eneste, jeg ved, er, at Norges udviklingslandshold har spillet mod dem og de kørte dem over.Vi skal bruge kampen til at få nogle detaljer på plads i vores forsvar. Der er masser af små ting, der skal på plads. Så vi kan i ro og mag justere landsholdet ind, siger hun.
Kampen begynder klokken 17:10 og kan ses på TV2.