Klavs Bruun Jørgensen bytter to navne ud på holdkortet til den kommende EM-kvalifikationskamp i forhold til den trup, der sejrede i hans debut.
København-spillerne Anne Mette Hansen og Pernille Holmsgaard kommer ikke til at boarde flyet til Portugal. Det gør til gengæld Kathrine Heindahl fra Randers og Anna Sophie Okkels fra SK Aarhus.
- Vi havde på forhånd besluttet, at alle skulle i spil i løbet af de to kampe. De to pladser som Pernille Holmsgaard og Anne Mette Hansen dækker, er vi godt besat på, og derfor var det dem, der måtte blive hjemme denne gang, siger Klavs Bruun Jørgensen til håndboldforbundets hjemmeside.
De udvalgte spillere rejser til Portugal fredag, så optakten til kampen kan foregå i ro og mag. Der fløjtes nemlig først op søndag klokken 17:10.
I tvivl om tonen
Danmark kom i øvrigt godt fra start i EM-kvalifikationen. På hjemmebane mod Tyrkiet vandt Danmark med hele 28-19.
Som cifrene antyder, har landstræneren umiddelbart grund til at være godt tilfreds med både forsvaret og angrebet. Hans største overvejelser efter kampen gik da også på hvordan tonen skal være i omklædningsrummet.
- Noget af det som jeg ikke har prøvet før med et damehold, er det med at give peptalk ude i omklædningsrummet. Hvor meget gas skal den have, spørger han DR Sportens reporter i Aarhus.
- Jeg er ikke i tvivl om, at pigerne kan tåle rigtig meget, men det handler om at finde en balance, for det kan heller ikke nytte noget at man hele tiden giver den for meget gas, for så taler du pludselig for døve øre.