Forsvarsskruerne skal strammes endnu mere

Udover sejr skal Klavs Bruuns tropper bruge søndagens EM-kvalifikationskamp bruge på forsvarsjusteringer.

Danmark skal også gerne kunne juble over en sejr over Portugal søndag aften. (Foto: © Claus Fisker, Claus Fisker)

Præcis som det danske fodboldlandshold gjorde det torsdag, løber de danske håndboldkvinder på banen i Portugal i morgen til EM-kvalifikation.

Med en sikker sejr på 28-19 over Tyrkiet i bagagen skal Klavs Bruuns tropper fortsætte takterne, også selvom modstanderne ikke er de stærkeste.

- Vi skal bruge kampen til at få nogle detaljer på plads i vores forsvar. Der er masser af små ting, der skal på plads, så vi i ro og mag kan justere landsholdet ind, forklarer Sandra Toft.

Offensivt forsvar

Med tilgangen af den nye trænerduo, Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind, er håndboldkvinderne i gang med at tilpasse sig en ny forsvarsstil. Allerede mod Tyrkiet viste holdet, at de går til den, og der blev dømt over tredobbelt så mange frikast mod dem som tyrkerne. Samme mønster kan gentage sig i Portugal.

- Lige nu handler det for os om at finde balance i det offensive forsvar og lære hinanden at kende i forsvaret. Men det handler også meget om, at vi hver især hele tiden skal tage en vurdering af situationen. At vi skal tænke selv og tænke håndbold. Det udfordrer og udvikler os rigtig meget, så jeg tror på, det kan bliver rigtig godt, understreger Louise Burgaard.