Det danske håndboldlandshold er kommet et skridt nærmere EM-semifinalen efter en sejr på 31-28 over Slovenien i første mellemrundekamp.
I en forrygende kulisse var danskerne bedst i en tæt og hård kamp, hvor de blev presset hårdt af slovenerne og deres mange landsmænd på tribunerne i Varazdin.
Slovenien viste sig præcis så ubehagelig en modstander, som landstræner Nikolaj Jacobsen havde advaret om.
Holdets bevægelige offensiv med klassespilleren Miha Zarabec som den centrale figur satte det danske forsvar på overarbejde, og brødrene Toft Hansen måtte bruge alle kræfter på at holde sammen på tropperne.
Til gengæld var det danske angreb endnu bedre end slovenernes. Nikolaj Jacobsen havde brugt sine mange timer med videostudier fornuftigt, for hans spillere var perfekt forberedt.
Lasse Svan havde fået en ny chance efter en tung EM-start, og højrefløjen var tilbage i vanlig træfsikker stil med 11 mål.
Danmark scorede 16 mål i første halvleg, men spillede sig derudover frem til en stribe store chancer, og det var formentlig defensiven, der blev talt mest om i det danske omklædningsrum i pausen.
På venstre fløj kunne Magnus Landin ikke følge op på sin flotte præstation mod Spanien og blev hevet ud efter et kvarter med to afbrændere og en teknisk fejl som facit.
Til gengæld gled en tændt Casper U. Mortensen ind uden problemer og gav holdet speed i kontrafasen.
Bred bænk
I det hele taget trak Nikolaj Jacobsen væsentligt mere på holdets brede udskiftningsbænk end mod spanierne.
Fra midt i første halvleg blev Mikkel Hansen i en lang periode kun brugt i overtal, og Michael Damgaard blev med vekslende held sat ind som skudtrussel.
I målet fik Jannick Green lov at starte efter sine fine præstationer tidligere i turneringen, men han fik ikke helt samme effekt denne gang og blev sidst i første halvleg erstattet af Niklas Landin.
Henrik Toft Hansen bragte Danmark foran med 17-14 efter pausen, og et par kontrascoringer senere blev det også 19-16, men slovenerne åd sig hver gang tilbage.
Ti minutter før tid havde Peter Balling mulighed for at bringe danskerne foran med fire mål, men brændte, og kort efter havde slovenerne kontakt igen ved dansk 26-25-føring.
Publikum blev holdt på sædernes yderste kant, mens de forsøgte at brøle Slovenien frem til sejr, men danskerne bevarede roen og lod sig ikke intimidere i den barske atmosfære.
Balling gav Danmark den første firemålsføring til 29-25 fem minutter før tid, og da blev det trods alt en uoverkommelig opgave for slovenerne at slide sig helt tilbage endnu engang.
Danmark har nu fire point i mellemrunden. Det samme har Tyskland, der tidligere fredag slog Tjekkiet. Netop Danmark og Tyskland mødes i næste spillerunde på søndag.
/ritzau/