Der er statistisk medvind til det danske håndboldlandshold, når det løber på banen til den første mellemrundekamp mod Slovenien ved EM.
Slovenerne er godt nok forsvarende VM-bronzevindere, men de har det som regel svært mod Danmark.
Det er kun blevet til tre slovenske sejre i 16 kampe mod Danmark, og man skal tilbage til 2009 for at finde den seneste. Dengang blev det 31-30 i en turnering i Tjekkiet mod et reservespækket dansk landshold.
De seneste fem indbyrdes opgør er alle endt med dansk sejr. Seneste møde var ved OL i Rio, hvor Danmark vandt en målrig kvartfinale forholdsvis sikkert med 37-30.
11 af de danske spillere i EM-truppen var også med ved den lejlighed, hvor Mikkel Hansen og Lasse Svan delte topscorerværdigheden med otte mål hver.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har efter onsdagens sejr over Spanien haft travlt med at forberede sig på slovenerne.
Han brugte natten til torsdag og en del af torsdag formiddag på en videomaraton med de slovenske kampe ved EM, og han udtrykker respekt for fredagens opgave.
- Jeg ved ikke, om det er det stærkeste, men jeg ser Slovenien som det mest ubehagelige af de tre hold, vi skal møde. De har to små playmakere, der kan gøre livet surt for os. Lidt ligesom Tjekkiet, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmarks første møde med Slovenien var i øvrigt også en EM-kamp.
Den blev spillet i Portugal i 1994 og endte 19-19. Suveræn dansk topscorer ved den lejlighed var Nikolaj Jacobsen med ni scoringer.
/ritzau/