Tre ting der gør at Danmark slår Slovenien

Danmark har mere rutine end et slovensk hold, der mangler bredde, mener Lars Krogh Jeppesen inden aftenens mellemrundekamp.

Der skal hentes en sejr i aften mod Slovenien. (Foto: © Attila KISBENEDEK, Scanpix)

Når Danmark i aften tager hul på mellemrunden ved EM i Kroatien, skal der helst hentes en sejr, hvis drømmen om medaljer skal opfyldes.

Men aftenens modstander, Slovenien, har spillet godt i gruppespillet, og Danmark skal passe på de snu slovenere, mener DR’s håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.

- Slovenien har spillemæssigt har været det bedste hold i deres gruppe, så der venter Danmark en svær kamp. Det er også et hold, der har et fantastisk sammenhold, og de gør alt for at hjælpe sidemanden, siger Jeppesen og tilføjer:

- Men det ser fornuftigt ud for Danmark.

Og dét gør det ifølge Lars Krogh Jeppesen ud fra disse tre grunde:

To gange Toft Hansen

Henrik Toft Hansen og René Toft Hansen efter EM kampen mellem Danmark-Spanien. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Danmark fandt kompaktheden og den rigtige højde i forsvaret mod Spanien. De to gange Toft Hansen (René og Henrik, red.) holdt begge højt niveau, og det tror jeg også, at de kommer til mod Slovenien. De har formået at finde sammen, og derfor venter der den slovenske bagkæde en udfordring, når de søger ind over midten.

- Samtidig er Sloveniens bedste spiller, Miha Zarabec, som styrer angrebsspillet, én spiller, som René Toft kender fra Kiel, hvilket må være en fordel. Kan man få styr på ham, har man fået styr på en hel del.

Manglende slovensk bredde

Sloveniens landstræner, Veselin Vujovic. (Foto: © Antonio Bronic, Scanpix)

- Det slovenske mandskab er et dygtigt mandskab, men skader og folk, der er stoppet på landsholdet gør, at de mangler lidt kvalitet. Det kan mærkes, når Slovenien skal skifte ud, for så er der ikke meget for træner Vujovic at gøre godt med, som der havde været, hvis alle havde været skadesfri.

- Skader og afbud gør, at deres bredde bliver mindre, så der bliver trukket større veksler på de andre spillere, hvilket bliver udslagsgivende i forhold til Danmark, der har en enorm bredde.

Dansk rutine og erfaring

- I forhold til at spille vigtige kampe, men også bare i forhold til landskampe generelt, er Danmarks trup meget mere rutineret end den slovenske.

Dansk jubel efter sejren over Spanien. (Foto: © Attila KISBENEDEK, Scanpix)

- Den danske trup havde inden starten på EM et snit på 106 landskampe, mens Slovenien havde et snit på under det halve, nemlig 48 landskampe. Det er en stor forskel. Mange landskampe giver noget erfaring og rutine, og det spiller klart til Danmarks fordel.

Danmark skal møde Slovenien, Tyskland og Makedonien i mellemrunden. Makedonien har tre point med fra gruppespillet, Tyskland to og Slovenien ét.

Det danske mandskab spiller sin første kamp i mellemrunden mod Slovenien fredag aften. Kampen spilles kl. 20.30 og kan ses på TV2, høres i LIGA på P3 eller følges på dr.dk