VIDEO Danmark prygler Makedonien med stærk anden halvleg

Efter en sjusket indledning satte håndboldherrerne tingene på plads efter pausen og slog Makedonien stort.

Den danske sejrsstime fortsætter ved EM i håndbold, hvor det onsdag aften blev til en sikker 31-20-sejr over Makedonien i den afsluttende mellemrundekamp.

Danmark stryger dermed videre til medaljekampene i Zagreb med fuld pointhøst i mellemrunden, og i en halvflad kamp kunne landstræner Nikolaj Jacobsen glæde sig over, at nogle af hans hårdest belastede spillere fik en pause.

Allerede inden første kast var Danmark ikke blot sikret avancement til semifinalerne. Det stod også klart, at danskerne ikke kunne skubbes væk fra gruppens førsteplads.

Samtidig ankom makedonerne med tunge ben og endnu tungere sind efter at have forspildt semifinalechancerne med et nederlag til Tjekkiet kun 20 timer forinden.

Med de forudsætninger kunne man frygte en søvndyssende håndboldkamp, og det var lige akkurat, hvad det blev. Ikke mindst i første halvleg.

Den sædvanlige intensitet var helt fraværende, bedst illustreret ved, at Makedonien ikke modtog så meget som en advarsel i kampens første 30 minutter.

Over for så venligt et forsvar var der rigelige muligheder for den danske offensiv, men stribevis af sløje afslutninger fik Nikolaj Jacobsen til at hoppe og danse af arrigskab på sidelinjen.

Landstræneren var nu også selv medårsag til, at det kom til at ligne en træningskamp.

Efter et kvarter sendte han hele "andenkæden" i aktion, og René Toft Hansen, som han forleden erklærede uundværlig, blev siddende på bænken i hele kampen.

Der var såmænd glimtvis fine mønstre i angrebsspillet, og Henrik Møllgaard gjorde det udmærket i forsvaret, da han blev sendt i aktion for første gang siden premierekampen mod Ungarn.

Men afbrænderne var en kilde til irritation, og i målet havde Niklas Landin en frustrerende halvleg, hvor han bortset fra en strafferedning ikke fik fat i ret meget.

Det stod 12-12 ved begyndelsen af anden halvleg, hvor Jannick Green blev sendt i målet.

Han indledte med at redde et straffekast og præstere en 100-procents-redning på en flyvende makedoner, og efterhånden begyndte forskellen på de to hold at træde tydeligere frem.

Michael Damgaard havde en fin dag med drev i sine aktioner og svirp i sine skud, og efter en lidt tøvende start fik også Anders Zachariassen godt fat i begge ender af banen.

Som spilstyrer afløste Mads Mensah tidligt Rasmus Lauge og fik endelig spilletid over længere perioder. Den udnyttede han fint med klog boldfordeling og en god evne til at sætte Damgaard i scene.

Fra 17-15-føring scorede danskerne fire gange på stribe og kvalte den sidste modstandskraft ud af makedonerne, som blot kunne se til, mens Danmark udbyggede føringen til en solid sejr.

Kampen blev som ventet alt andet end en håndboldklassiker, men mindre kunne også gøre det.

Og når det danske hold torsdag formiddag drøner mod den kroatiske hovedstad, er det med en bagage på fire sejre i træk.

/ritzau/