Svanens død er afblæst: Landstræner regner med stjernefløj

En skade i baglåret holdt Lasse Svan ude af opgøret mod Tyskland. Landstræneren forventer dog at have ham klar i den sidste mellemrundekamp ved EM.

Lasse Svan har scoret 13 mål ved EM. De 11 af målene kom i samme kamp. (Foto: © Antonio Bronic)

Lasse Svan viste med sine 11 mål, hvor vigtig han kan være for håndboldherrerne i sejren over Slovenien i fredags. Og landsholdet ser igen ud til at kunne regne med stjernefløjen, der mod Tyskland sad over med en mindre skade i baglåret, når det mandag gælder Makedonien i den sidste gruppekamp.

- Vi skal have et overblik over Lasses baglår. Det er klart, at hvis det kommer til at tage længere tid, skal vi have kigget på, om vi skal gøre noget andet. Men lige nu er jeg ikke så nervøs for det, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Ved Golden League-turneringen lige før EM måtte Lasse Svan se til fra sidelinjen på grund af en fiberskade, og IFK Kristianstad-fløjen Tim Sørensen blev i stedet indkaldt.

Hvis Svan mod forventning ikke når at komme sig over sin baglårsskade, har Nikolaj Jacobsen mulighed for at tilkalde Tim Sørensen endnu engang.

- Tim Sørensen var med til Golden League, så det er selvfølgelig en mulighed, men det, tror jeg ikke, bliver aktuelt. Jeg er sikker på, at Lasse nok er tilbage på banen på onsdag også.

Hatten af for hans

I Lasse Svans fravær mod Tyskland søndag aften brillerede erstatningen, 36-årige Hans Lindberg, med hele ni mål. En præstation, der ikke overraskede Nikolaj Jacobsen, som har enorm tiltro til sin rutinerede højrefløj:

- Jeg synes, Hans er fantastisk. Han har holdt så højt niveau igennem så mange år. Det er bare at lette på hatten over det, som Hans præsterer.

Danmark skal blot have et enkelt point fra kampen mod Makedonien for at sikre sig en plads i semifinalen. Mindre kan dog også gøre det, hvis et større regnestykke, som især involverer resultater af Tjekkiet og Sloveniens kampe, går op.

Håndboldherrernes kamp mod Makedonien spilles på onsdag og kan ses på TV 2 fra kl. 18.15. Den kan også lyttes i LIGA på P3 eller følges på dr.dk.