12 minutter og 45 sekunder.
Sådan lyder summen af den spilletid, Henrik Møllgaard har fået tildelt i EM-turneringens første fem kampe.
Alle spilminutter faldt i det første opgør mod Ungarn, og siden har man fra tribunerne i Varaždin Arena kun set manden med den lyse hestehale siddende på bænken.
Det er en ny rolle at affinde sig med for den 33-årige forsvarsspecialist, som siden Nikolaj Jacobsens tiltrådte i landstrænersædet har været førstevalg på en af de centrale pladser i forsvaret.
- Under Nikolaj har planen været, at jeg har skullet stå på positionen som tredje forsvarsspiller fra venstre, mens de tre stregspillere skiftevis har skullet stå på positionen ved siden af, forklarer Henrik Møllgaard til DR Sporten.
I stedet har Toft-brødrene, Henrik og René, været Nikolaj Jacobsens foretrukne forsvarsduo, mens også Anders Zachriassen har fået mere spilletid end Møllgaard i Danmarks defensiv.
- Jeg kom selvfølgelig med et andet udgangspunkt. Jeg havde forventet, at jeg på nuværende tidspunkt ville være skide træt og have ondt over det hele, siger Møllgaard og tilføjer:
- Men nu er brødrene Toft kommet til at stå ved siden af hinanden, og det fungerer bare. Lige nu vinder det hold, der er på banen, og når noget fungerer, er der ikke grund til at skifte ud.
Tjekkiet-kampen gjorde ondt
Forsvarsspillet har dog ikke været lige velfungerende hele EM-turneringen. Fra bænken kunne Henrik Møllgaard således se et nervøst og uorganiseret forsvar indkassere 28 mål i det skuffende nederlag til Tjekkiet.
- Tjekkiet kampen gjorde ondt, for der fungerede tingene ikke, og vi blev til tider skilt ad i forsvaret. Der ville jeg gerne have haft en rolle, for jeg kunne se, hvad der var galt, og ville gerne have forsøgt at stabilisere det, fortæller Henrik Møllgaard.
- Siden har vi med få afvigelser stået rigtig fint defensivt, og så gør det knap så ondt. Jeg ville være mere ked af det, hvis det sejlede, og der stadig ikke var brug for mig. For det er ikke fordi jeg sidder og skummer over, når jeg ikke spiller, men det er hårdere at sidde udenfor end at være i ilden, hvor man kan forsøge at rette op på de fejl, der bliver lavet, forklarer vestjyden.
Har fundet ny rolle
Den sparsomme spilletid har tvunget Henrik Møllgaard til at gentænke sin rolle i den danske landsholdstrup.
- Jeg kom i troen på, at jeg skulle spille en anden rolle, og jeg har skullet omstille mig fra at forvente masser af spilletid til at starte på bænken. Den proces har jeg været igennem, og jeg har spurgt mig selv om, hvad det er, jeg kan byde ind med, når jeg ikke er på banen?
- Fra bænken har jeg et større overblik, og nu forsøger jeg, at hjælpe mine holdkammerater taktisk. Det er den rolle, jeg har måttet træde over i. Og så gør jeg alt, hvad jeg kan for at holde mig klar, hvis der skulle blive brug for mig, forsikrer Møllgaard.
Føler du dig stadig som en del af projekt-Nikolaj Jacobsen?
- Ja, det gør jeg stadig. Nu har jeg bare fået en anden rolle, end jeg havde forventet. Lige nu slider Toft-brødrene hårdt i det, og det er jo ikke sikkert, at der skal meget til, før en af dem løber ind i et rødt kort eller en lille skade.
- Der kan hurtigt blive brug for lidt aflastning, og jeg er sikker på, at Nikolaj ikke har mistet tilliden til mig. Det er et spørgsmål om, at der er skabt ro og tryghed på holdet nu, men jeg tvivler ikke på, at Nikolaj vil kaste mig i kamp, hvis han synes, der er brug for det, lyder det fra den vragede forsvarsspecialist.
Onsdag aften står Danmark og Henrik Møllgaard overfor Makedonien klokken 18.15. Kampen kan følges på dr.dk/sporten, høres i Liga på P3 eller ses på TV 2.