KOMMENTAR Danske håndboldfans må slikke sig om munden

Paris, Barcelona og Kiel. Champions League-lodtrækningen sender masser af tophold forbi Danmark.

(Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Det var landsholdsanføreren Line Jørgensen, der var lykkens pamfil ved dagens lodtrækning til den kommende sæsons Champions League i håndbold. Og det gjorde hun med blandet held for de danske klubber. Men under alle omstændigheder sikrede Bucuresti-spilleren, at danske håndboldfans kan glæde sig til mange fantastiske kampe i den kommende sæson.

Den billetansvarlige i Bjerringbro-Silkeborg kunne simpelthen ikke have fået det bedre. De danske mestre vender efter et par års fravær tilbage til Champions League til en vaskeægte dynamitgruppe.

For første gang siden skiftet til Paris skal verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, optræde i en betydningsfuld klubkamp på dansk grund.

Samtidig var det vel nærmest en selvfølge, at Jesper Nøddesbo og Barcelona trak Bjerringbro-Silkeborg. Det er tiende gang over de seneste ti sæsoner, at historiens mest vindende klub trækker danske hold.

Læg dertil Champions League-finalisterne fra ungarske Veszprem, danskerklubben Flensburg-Handewitt og fra nederste seedningslag mastodonten THW Kiel, der er med på et wildcard. Det gør gruppen til den måske hårdeste indledende gruppe nogensinde, kommenterede en Veszprem-official umiddelbart efter lodtrækningen.

Med sportslige briller kunne Bjerringbro-Silkeborg sagtens have fået en nemmere vej mod ottendedelsfinalerne. Men avancement er bestemt ikke umuligt.

BSV skal formentlig kæmpe om den sjette og sidste plads videre til ottendedelsfinalerne med polske Wisla Plock, hvis stjernekeeper Rodrigo Corrales er på vej væk, og schweiziske Kadetten Schaffhausen, som Skjern i sidste sæson både slog og tabte til. Det kan lade sig gøre.

I bowlen var også TTH Holstebro for første gang i klubbens historie. De spiller, som Skjern i sidste sæson, med i de lavere rangerede grupper, hvorfra kun to hold avancerer. Vestjyderne fik ingen drømmelodtrækning, men holdet har tidligere overrasket positivt i EHF Cup’en.

TTH møder Nantes, Motor Zaporozhye, Besiktas, Bucuresti og et kvalifikationshold, som formentlig bliver enten østrigske Bregenz eller Braga fra Portugal. Nantes er gruppens klare favoritter, mens TTH formentlig må kæmpe om andenpladsen med de fysisk stærke ukrainere fra Zaporozhye, der i sidste sæson vandt gruppespillet foran Skjern.

Dynamitpulje for FC Midtjylland

Det var nat og dag for de danske kvindehold. Team Esbjerg har fået en både sportslig og økonomisk attraktiv gruppe. Norske Larvik med landsholdsmålvogteren Sandra Toft, de svenske mestre fra Sävehof samt et hold fra kvalifikationen. Det kan meget vel enten blive slovenske Krim eller polske Lublin.

Ikke alene undgår vestjyderne alt for mange lange rejser. De har rent faktisk realistiske chancer for at vinde gruppen og tage værdifulde point med over i hovedrunden. Larvik er ganske vist stadig et klassemandskab, men de vinker inden den nye sæson farvel til den store profil Nora Mørk. En spiller det kan tage tid at erstatte.

For FC Midtjyllands vedkommende kunne lodtrækningen til gengæld ret beset ikke blive hårdere. De møder de forsvarende Champions League-mestre fra Bucuresti med netop Line Jørgensen på holdet, finalemodstanderne fra ungarske Györ, samt Jan Leslies russiske topklub Rostov-Don.

Det er den hårdeste indledende Champions League-gruppe, jeg kan huske i de år, jeg har haft fornøjelsen af at dække turneringen. Kun de tre bedste hold går videre til hovedrunden, og det kan i sig selv blive rigtig svært for midtjyderne. De må sætte deres lid til, at de i sidste sæson faktisk formåede at vinde ude over Györ.

For at vende tilbage til Team Esbjerg er deres eneste bet, at de i en hovedrunde krydser over med netop FC Midtjyllands dynamitpulje. Derfor kan det blive ekstra værdifuldt i kampen om Final4-pladser, hvor mange point man tager med fra det indledende gruppespil.

Alt i alt er det en lodtrækning, der kun kan løfte forventningerne til næste sæsons Champions League yderligere. Nogle af Europas allerstørste klubber og stjerner kommer til Danmark – og der er bestemt chancer for også at have danske hold med videre fra de indledende gruppespil.