BSV havner i vild Champions League-pulje

De danske mestre i herrehåndbold møder storhold på stribe i Champions League.

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

FC Barcelona, Paris Saint-Germain, SG Flensburg Handewitt, THW Kiel, Veszprem samt Kadetten Schaffhausen og Orien Wisla Plock.

De danske mestre i herrehåndbold, Bjerringbro-Silkeborg, får storklubber for alle pengene i Champions League.

Det afgjorde fredagens lodtrækning, som sendte mestrene i en sand dynamitpulje.

Klubben glæder sig til at prøve kræfter med de forsvarende Champions League-sølvvindere fra Veszprem, PSG med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard, FC Barcelona med Jesper Nøddesbo og med de to tyske hold.

De har henholdsvis Niklas Landin og Rasmus Lauge i truppen.

- Vi er vanvittigt tilfredse med lodtrækningen, når vi kigger på oplevelsessiden.

- Der er masser af store oplevelser mod en masse fede navne og heriblandt også en stribe danske landsholdsspillere og tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spillere, siger Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner, Peter Bredsdorff-Larsen, om lodtrækningen til klubbens hjemmeside.

https://twitter.com/ehfcl/status/748848184667942912

Tre hold kæmper om én plads

De to øvrige hold i Bjerringbro-Silkeborgs gruppe er schweiziske Kadetten Schaffhausen og polske Wisla Plock.

På papiret bliver det de to hold, som Bjerringbro-Silkeborg skal slås med om en plads blandt de seks hold, som går videre fra gruppen til ottendedelsfinalerne.

- Umiddelbart er der ingen tvivl om, at top-fem er sat, og at vi skal kæmpe med Schaffhausen og Plock om de tre nederste pladser.

- Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis vi går videre, men vi går naturligvis efter at lave den overraskelse, lyder det fra Peter Bredsdorff-Larsen.

Hos kvinderne havnede DM-sølvvinderne FC Midtjylland i gruppe C med Györi, de forsvarende CL-mestre CSM Bucuresti og Rostov Don.

Team Esbjergs danske mestre skal i gruppe D op mod Larvik, IK Sävehof og et hold fra kvalifikationen.

Første gruppekamp hos kvinderne er skemalagt til 14.-16. oktober.

Det tre bedste hold i hver af de fire grupper går videre til hovedrunden, som starter 27. januar 2017.

/ritzau/