'Alle storklubber har dem på ønskelisten lige nu'

Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer har vist sig fornemt frem for Aalborg Håndbold.

Telefonkæden er nok godt i gang blandt håndboldens agenter og klubber i denne periode, hvor Aalborg Håndbold fylder overskrifterne.

Især to unge mænd har det med at stjæle samtalen, og onsdag aften marcherede Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen igen som giganter i Champions League-kvartfinalen mod storholdet Veszprem.

15 scoringer fordelte de Aalborg-spillere mellem hinandens hænder, og spørger man Lars Krogh Jeppesen, DR Sportens håndboldekspert, så er der så meget talent og fremtid i de unge knægte, at de næsten er selvlysende.

Hver for sig har de nogle kvaliteter, som kan bære Aalborg Håndbold det sidste stykke til Champions League-titlen.

- Thomas Arnoldsen har noget, som ingen andre danske håndboldspillere har. Han er bygget som et køleskab, men på trods af det er han enormt eksplosiv. Han er så tung, men han kan trykke verdens bedste forsvarsspillere flade og vinde dueller.

- Mads Hoxer er mere alsidig, og så kan han score mål fra alle steder på banen. Vinde dueller, klare sig defensivt, han kan det hele, siger Lars Krogh Jeppesen.

Udlandet kalder?

Det store spørgsmål er så, om det nordjyske håndboldpublikum lige nu skal huske at nyde, at der også findes store klubber uden for landets grænser, som kan friste Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen.

Sidstnævnte var tidligere i sæsonen ude i en periode, hvor han var plaget af stress, mens Mads Hoxer har taget tilløb i et par sæsoner.

Thomas Arnoldsen var en glad mand efter onsdagens sejr over Veszprem.

Men med præstationerne mod Veszprem har begge spillere delt visitkort ud med sådan et brag, at det kan være svært at beholde dem, siger Lars Krogh Jeppesen.

- Lige nu har de har det som blommen i et æg i Aalborg. De skal spille Final 4. Det eneste, der kan rykke ved det, er, at de kan tjene dobbelt så mange penge andre steder.

- Men med de kampe, de har spillet mod Veszprem, så har alle store klubber Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer på ønskelisten lige nu.

- Deres udvikling har været for vild. Arnoldsen spillede ikke håndbold i en længere periode, men viser virkelig sit topniveau nu, og for Mads Hoxer er den her sæson i Aalborg hans svendestykke, siger Lars Krogh Jeppesen.

Bliver der plads i OL-truppen?

Mens Aalborg Håndbold fejrer kvalifikationen til Final 4, der spilles i Køln i begyndelsen af juni, så har den danske landstræner Nikolaj Jacobsen flere store beslutninger, som skal tages inden OL i Paris.

Der er kun plads til 14 spillere i truppen, og hvis kabalen skal gå op, så er den danske landstræner nødt til at træffe nogle hårde valg.

- De er fremtiden, de her drenge. Spørgsmålet er så, om Nikolaj Jacobsen tør indlemme dem i 14-mandstruppen til OL allerede nu. Fordelen ved dem begge er, at de kan dække op, og det er meget belejligt, når enderne skal mødes.

- Der er det lille men med Hoxer, når vi taler om landsholdet, at der spiller Mathias Gidsel samme position. Men Hoxer er også med i truppen nu, fordi han har gjort det så godt, siger Lars Krogh Jeppesen.

Mads Hoxer kom til Aalborg Håndbold fra Mors-Thy i 2022. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Et mere nærliggende spørgsmål er dog, om de to guldfugle kan skubbe Aalborg Håndbold det sidste stykke over stregen, når Champions League skal afgøres.

Flere fra Aalborg-lejren var efter sejren over Veszprem ikke sene til at slå fast, at de ikke bare kommer for at være med, og den tilgang deler Lars Krogh Jeppesen.

- Hvis man tænker 6-8 uger tilbage, så har kampene mod Veszprem vist, at der er en markant stigning af kvalitet i angrebsspillet. Jeg vil give Stefan Madsen, Henrik Møllgard og Jan Larsen ret. Selvfølgelig kan de vinde Champions League, når man i to kampe hænger Veszprem til tørre.

Final 4 spilles i Køln fra den 8. til 9. juni. Turneringen kan følges på alle DR's platforme.