Billederne gik verden rundt, da det iranske landshold indledte VM med at stå demonstrativt stille uden at synge med på nationalmelodien, der hylder den islamiske republik. Fans og kommentatorer i den vestlige verden stod i kø for at hylde dem for deres mod.
Men hjemme i Iran er mange langt fra lige så imponerede. De er rasende og skuffede.
Ikke fordi landsholdet fredag skal forsøge at undgå andet nederlag i træk ved VM, når de møder Wales.
Nej, befolkningen sætter selv liv og frihed på spil, når de går på gaden i protest mod regimet, så de forventer tydeligere støtte fra landsholdet. Omvendt risikerer spillerne repressalier fra præstestyret.
Herunder kan du se, hvordan de iranske spillere stod tavse - skulder ved skulder - under nationalmelodien mod England forleden:
Dermed er Irans VM-spillere ikke bare fanget som en lus mellem to negle; nærmere som en lus mellem to donkrafter, der skubber sig mod hinanden.
Skal de vende deres folk ryggen, eller skal de risikere egen karriere og deres familiers sikkerhed ved at fordømme regimets vold mod demonstranterne?
Foreløbig tyder det på, at landsholdet forsøger at gå den vanskelige balancegang mellem de to yderpoler, forklarer Naghmeh Mahmoudi Kashani. Hun er cand.mag. i mellemøststudier, opvokset i Iran og fodboldfan.
- Det er virkelig, virkelig modigt af dem. Men der er også rigtig mange, der ikke synes, det har været nok. De vil enten have, at de ikke skulle spille eller komme med en udtalelse, der var lidt mere aktiv, siger Naghmeh Mahmoudi Kashani.
Hun har fulgt landsholdet siden VM 1998, da Iran slog USA, “Den Store Satan”, og en million mennesker gik på gaden i Iran. Det var ifølge fodboldmediet The Athletic også første gang efter den islamiske revolution i 1979, at kvinder åbent trodsede hijab-påbuddet.
En politisk faktor
Kashani var langt fra den eneste iraner, der blev tryllebundet af fodbold den sommer.
- Det var første gang, det for alvor blev til en helt folkelig sport. Før var det måske typisk unge mænd, der gik op i fodbold, men fra 1998 var det stort set alle. Der var rigtig mange unge kvinder, som begyndte at interessere sig for fodbold. På det tidspunkt spillede kvinderne ikke fodbold. De krævede, at de fik lov til at spille fodbold og komme på stadion, siger hun.
- Det er også der, hvor det bliver en kæmpe, kæmpe, kæmpe sport. Og bliver en politisk faktor, som faktisk betyder noget.
Ja, fodbold har i mange år været politiseret i Iran. Dels ved at regimeloyale personer ejer de største klubber, dels ved at undertrykkelsen af kvinder går igen i fodboldens verden, hvor de stadig ikke har fri og lige adgang til landets stadioner.
Op til en afgørende kvalifikationskamp til VM i 2010 bar landsholdsspillerne grønne armbånd som støtte til 'Den grønne bevægelse', som de store protester mod styret kaldtes.
Anføreren dengang og en af Irans største fodboldspillere gennem tiden, Ali Karimi, har været en af de mest højrøstede i kritikken af landets islamiske styre. Hans opslag til sine 12 millioner følgere på Instagram har skaffet ham en sigtelse in absentia på halsen, men Karimi menes at leve i eksil i Dubai.
Sammen med en anden af Irans helt store spillere, Ali Daei med 149 landskampe og 109 mål, har Karimi været med til at efterlyse tydeligere stillingtagen fra nutidens landshold.
- Spillere, som har været på landsholdet, og som er nogle kæmpe idoler - med millioner af fans, som følger dem - har været aktive i den her kamp. Der er en kæmpe debat mellem de nuværende spillere og de gamle spillere og fans: “Hvad er det, vi skal gøre? Hvordan skal vi bruge den her platform?” siger Naghmeh Mahmoudi Kashani.
Fodboldlisten dækker slutrunden intenst med ekstra episoder efter Danmarks kampe. Danmark spillede uafgjort mod Tunesien, men det var måske ikke så stor en skuffelse, som mange af os tænker.
Sociale medier uden censur
I den forbindelse spiller sociale medier en nøglerolle. De er nemlig ikke underlagt samme censur som Irans traditionelle medier, så her kan spillerne tale direkte til befolkningen. Og mange demonstranter forlanger opbakning fra fodboldspillere, musikere og andre kendte.
Foreløbig har landsholdsspillerne holdt sig til symbolske markeringer som eksempelvis at nægte at synge nationalmelodien eller mere brede støtteerklæringer til folket derhjemme.
Den mest tydelige støtte på vegne af holdet kom anfører Ehsan Hajsafi med før Irans første VM-kamp mod England.
Han sagde, at spillerne støtter de familier i Iran, der har mistet nogen, og at forholdene i landet ikke er gode. Men ifølge Naghmeh Mahmoudi Kashani er det ikke tydeligt nok for mange, der på sociale medier sviner spillerne til for ikke at vise nok mod i deres øjne.
- Jeg er ikke i tvivl om, at anføreren mente det større oprør, der foregår lige nu. Han siger jo direkte, at "vi støtter dem", men fordømmelsen af, hvem der har skylden i det her, kommer ikke. Og man forstår det godt. Det kan være livsfarligt at gøre det, siger hun.
Vagter fra sikkerhedstjenesten
Det er forbundet med stor fare at sige styret imod eller fordømme dets brug af vold i nedkæmpelsen af de omfattende demonstrationer.
Klatreren Elnaz Rekabi, som i oktober optrådte uden hijab, er angiveligt i husarrest, og strandfodboldspilleren Saeed Piramoun kunne se frem til en straf, efter han fingerede at klippe sit hår af, hvilket var en åbenlys støtte til demonstranterne på gaden.
Noget tyder på, at fodboldspillerne også løber en risiko ved at kritisere styret eller støtte demonstranterne.
- Iranske journalister, som bor uden for Iran, har fulgt de iranske træningskampe inden VM. Og der har været forlydender om, at spillerne bliver fulgt af vagter fra sikkerhedstjenesten. De er simpelthen så overvåget i hoved og røv, at de har ikke et rum, hvor de kan være alene, siger Naghmeh Mahmoudi Kashani.
Den tidligere iranske landstræner Afshin Ghotbi satte kort før VM ord på, hvor umenneskeligt et pres spillerne er under.
- Jeg tror, at mange spillere måske overvejer: Hvad giver jeg afkald på, hvis jeg hæver stemmen? De opgiver deres professionelle karriere, de opgiver deres levebrød, måske deres sikkerhed og deres families sikkerhed, sagde han til The Athletic.
I sand iransk tradition er også dette VM ladet med opgør med politiske undertoner. De første to modstandere er England og Wales, som begge er en del af Storbritannien, og som somme tider kaldes "Den Lille Satan" i Iran.
I den sidste gruppekamp venter så "Den Store Satan", USA. Landsholdsspillerne får næppe en bedre lejlighed til at vise deres utvetydige støtte til demonstranterne derhjemme.
Hvis de tør.
Du kan følge kampen mellem Wales og Iran fra klokken 10.45 på DR1, DRTV, DR Lyd, i VM på P4 eller her på DR.dk i vores liveblog.
Derudover kan du hver dag blive klædt på til VM med DR Sportens nyhedsbrev. Vores hold i Qatar giver dig hver morgen alt det, du ikke må gå glip af fra VM i fodbold - direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.