DBU-chef langer ud efter fodboldpræsident: Jeg er lidt flov over at være i bås med ham

Både DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, og en række andre kritiserer FIFA-præsident Gianni Infantino for hans åbningstale ved VM.

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller (th), er én blandt mange, der er mildest talt uimponeret over Fifa-præsident Gianni Infantinos tale. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Hvis Gianni Infantino havde tænkt sig, at hans lange monolog ved et pressemøde forud for VM i Qatar skulle samle en splittet fodboldverden, ramte han forbi skiven.

I løbet af halvanden time revsede han vestlige medier, fodboldforbund og alle andre, der formaster sig til at tale om andet end fodbold op til VM i Qatar. Og så formåede han at træde dem, som han gerne vil identificere sig med, over tæerne.

- Jeg har været ret stille i de seneste måneder, arbejdet i kulissen og forsøgt at gøre mit bedste. I dag føler jeg mig qatari, arabisk, afrikansk, homoseksuel, handikappet og som en migrantarbejder.

- Jeg ved, hvordan det føles at blive diskrimineret og mobbet. Som barn blev jeg mobbet for at have rødt hår og fregner, sagde Infantino.

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, er en af dem, der ikke er imponeret over Fifa-præsidentens åbningstale.

- Åha. Hvor skal jeg næsten starte henne? Jeg synes jo, det er ærgerligt, at vi har den allerøverste i Fifa, som vi jo er medlem af sammen med 210 andre medlemslande, som kommer med den her svada mod os, mod de europæiske lande, siger Peter Møller til DR Sporten.

Fodbolddirektøren hæfter sig desuden ved, at Gianni Infantino ynder at tale om fodbold som en positiv forandrende kraft - og nu er det så forkert, når DBU og andre forbund bruger VM som afsæt til at skubbe på for at skabe bedre forhold for migrantarbejdere og LGBT-personer i Qatar.

- Jeg har lidt svært ved at se, at vi kan være med til at gøre en forskel med den måde, som han kommunikerer på i dag, siger Peter Møller.

- Personligt er jeg lidt flov og ærgerlig over, at man er i samme bås som Infantino, i og med man deltager i et verdensmesterskab, hvor man har en præsident, der udtaler sig på den her måde.

  • En løftet pegefinger til medier, fodboldforbund og Europa som sådan. (Foto: © FAbrice Coffrini, Ritzau Scanpix)
  • Vigtige pointer kræver store armbevægelser. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)
  • Infantino kæmper med at finde en grimasse, der kan passe. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)
  • Fifa-præsidenten talte længe og tillod næsten ingen spørgsmål fra salen til dagens pressemøde. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Gør Qatars arbejde for dem

Peter Møller er langt fra ene om at ryste på hovedet over fodboldens overhoved. Også den første qatarer til at stå offentligt som homoseksuel, Nasser Mohamed, langer ud efter Infantino.

- Jeg er seriøst så oprevet. Jeg kan ikke fatte, at forfølgelsen af homoseksuelle qatarere lige blev nedtonet og sammenlignet med at have rødt hår af Infantino, skriver Mohamed på Twitter.

Endnu hårdere i filten er Nicholas McGeehan fra menneskerettighedsorganisationen FairSquare.

- Infantinos kommentarer var lige så grove, som de var klodsede, og de antyder, at Fifa-præsidenten får sine talepunkter direkte fra Qatars myndigheder.

- Afledning og fokusforskydning har altid udgjort kernen af Qatars PR-bestræbelser på at forsvare sine fiaskoer, og nu gør Fifa-præsidenten deres arbejde for dem, siger han.

I sidste uge udkom en rapport fra Equidem, ligeledes en menneskerettighedsorganisation, som dokumenterede brud på menneske- og arbejdstagerrettigheder på alle otte VM-stadioner.

"Historien vil ikke dømme dette øjeblik venligt. Infantinos tale var en fornærmelse mod de tusindvis af hårdtarbejdende kvinder og mænd, som har gjort dette VM muligt," siger Equidems direktør, Mustafa Qadri om Gianni Infantinos tale. (Foto: © Sidhik Keerantakath/Eyepix Group, Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

Equidems direktør, Mustafa Qadri, mener, at Gianni Infantinos ord var en hån mod de mange migrantarbejdere, som har bygget rammerne for den fodboldfest, som præsidenten insisterer på, at ubetinget VM er.

- Historien vil ikke dømme dette øjeblik venligt. Infantinos tale var en fornærmelse mod de tusindvis af hårdtarbejdende kvinder og mænd, som har gjort dette VM muligt.

- Han havde en perfekt mulighed for at anerkende, at tusindvis af kvinder og mænd fra de fattigste lande kom til det rigeste land blot for at møde bedrag, udnyttelse og diskrimination.

Adam Scharpf, der er adjunkt på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, har heller ikke meget til overs for Fifa-præsidentens udmeldinger.

- Jeg opfatter Infantinos udmeldinger på pressemødet som groteske. Men jeg er ikke overrasket af denne form for optræden fra Fifa's side.

Få det hele med fra VM med DR's liveblog, som du finder her.