På trods af FIFA-regulativ om anførerbind: Simon Kjær kommer til at spille med regnbuen på armen

Tidligere i dag meldte FIFA ud, at de deltagende lande ved fodbold-VM skal spille med et bestemt udvalgt anførerbind i hver runde.

Simon Kjær med One Love-anførerbindet mod Kroatien. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Når Danmark går banen på tirsdag til den første gruppekamp mod Tunesien, så kommer anfører Simon Kjær til at have det regnbuefarvede One Love-armbind om armen.

Og det er selvom, FIFA tidligere i dag udsendte et regulativ, der skulle betyde, at anførerne fra de 32 deltagende lande skal bære et armbind, der hver runde sætter fokus på en af verdens problemstillinger.

Men en række lande vil i stedet tage et andet anførerbind på.

Det FIFA-bestemte anførerbind kommer Danmark og en række andre europæiske lande altså ikke til at bære. De bærer i stedet One Love-armbindet, der ifølge DBU skal være med til at forene og forbinde i stedet for at udelukke og diskriminere.

OneLove-anførerbindet, som Danmark og blandt andet England vil spille med til VM. Her sidder det på den engelske anfører, Harry Kane. (Foto: © Carl Recine, Ritzau Scanpix)

Initiativet mangler endnu at blive godkendt af FIFA, men det har ingen betydning, som det ser ud nu, siger Christian Eriksen.

- Simon kommer stadig til at bære One Love-anførerbindet, og så må vi se hvad konsekvenserne bliver. Der er ingen grund til ikke at gøre det, siger han til DR Sporten.

Hvorfor ikke følge FIFA’s regulativ?

- Det gør vi vist nok i forvejen.

Se interviewet med Christian Eriksen herunder.

Også fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, kommenterer beslutningen overfor DR Sporten.

Ifølge ham har hele tiden været planen, at den danske anfører har skullet bære det regnbuefarvede armbind.

- Der er ikke noget, der har ændret sig. Intentionen har hele tiden været, at vi vil spille med det armbind, og det vælger vi så at gøre.

Foruden Danmark vil England, Holland og Tyskland også spille med det. Englænderne og hollænderne spiller om mandagen, dagen før det danske landsholds kamp mod Tunesien.

Så det kan være, at vi er klogere på de mulige konsekvenser, inden Danmark overhovedet er i aktion, siger Peter Møller.

- Vi kender ikke konsekvenserne, så det må vi jo se til. Det kan være, vi kender dem efter Englands kamp og Hollands kamp.