Viborg FF gæster lørdag MCH Arena til sæsonens første slag om herredømmet i den midterste del af Jylland.
Udover derbyet mellem FC København og Brøndby er opgøret mellem mandskabet fra domkirkebyen og fusionklubben fra Ikast og Herning nok det største arvefjendeopgør, som Alka Superligaen kan byde på i disse år. Nogle er endda gået så langt som at døbe det 'hadets opgør'.
- Det er en rivalisering, der rækker en række år tilbage i tiden. Viborg og Herning var traditionelt set ikke så store rivaler, men det blev de op gennem 1990’erne. Det toppede så, da FC Midtjylland så dagens lys i 1999. Så mellem de hårde fangrupperinger i de to klubber er der virkelig opstået et indgroet had gennem årene.
- Folk i København anser det ikke for det helt store, men man skal virkelig unde sig selv at opleve et af de her opgør på stadion. Stemningsmæssigt lever det her opgør fuldt ud op til, hvad de kan præstere i Brøndby og i Parken. Og det på trods af, at der her ikke er plads til så mange mennesker, lyder anbefalingen fra DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger.
Uenighed om geografien
Hadet mellem de to klubbers tilhængere stammer blandt andet fra noget så simpelt som brugen af ordet Midtjylland. I Viborg mener man overhovedet ikke, at Herning er Midtjylland.
- Viborgs fans omtaler ofte midtjyderne som FC Vestjylland, og kalder sig selv for det ægte Midtjylland. Der ligger rigtig meget rivalitet i geografien.
- FC Midtjyllands fans håner så Viborgs fans for manglende resultater, og for at deres klub ikke har tilpasset sig de nye tider. FC Midtjylland har sportsligt været overlegne i mange år, og det er ved at være ti år siden, at Viborg sidst har trukket sig sejrrigt ud af et derby, fortsætter Henrik Liniger.
Grøn ulv og en ødelagt forhave
Igennem årene har der været flere bemærkelsesværdige episoder mellem de to holds fangrupper. For et par år siden blev en metalskulptur af FC Midtjyllands maskot – ulven Lupus – eksempelvis overhældt med grøn maling. Og tidligere har spillere også måtte lade sig mærke af rivaliseringen mellem de to klubbers tilhængere.
- Viborgs anfører Thomas Frandsen lavede i 2003 det forbudte skifte til FC Midtjylland. Det følte Viborg-fansene som en noget nær forræderisk handling, og det resulterede i en ødelagt forhave og graffiti på murene af Thomas Frandsens hus. Det er selvfølgelig langt over stregen, men det viser noget af den lidenskab, der kommer til udtryk i rivaliseringen mellem de to klubber.
- Der er garanteret fans af FC Midtjylland og Viborg, der har aflyst deres sommerferie for ikke at gå glip af det her opgør, slutter fodboldkommentatoren.
FC Midtjylland tager i mod Viborg i lørdagens opgør i Alka Superligaen. Kampen fløjtes op kl. 16.00 og kan følges direkte på P3 og her på dr.dk/sporten.