Blandet Europa League-lodtrækning til danske hold

FCK, Brøndby og Randers var fredag med i lodtrækningen til tredje kvalifikationsrunde i Europa League.

Brøndby kan få en tur til Polen eller Cypern, hvis det lykkes af slå Beroe fra Bulgarien ud af Europa League. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

FC København, Randers FC og Brøndby fik fredag kendskab til, hvilke modstandere der kan vente dem i tredje kvalifikationsrunde i Europa League.

Hvis det i næste uge lykkes FCK at slå walisiske Newtown, så skal Ståle Solbakkens mandskab op imod FK Jablonec fra Tjekkiet.

FCK vandt torsdag det første opgør på hjemmebane mod Newtown med 2-0, så umiddelbart ligner det et københavnsk avancement.

Brøndby skal til Cypern eller Polen

Det ser også godt ud for Brøndby, der torsdag på udebane vandt med 1-0 over bulgarske Beroe. Det giver Thomas Franks spillere et godt udgangspunkt før næste uges returopgør på den storkøbenhavnske vestegn.

Hvis det lykkes at slå Beroe samlet, skal Brøndby op imod enten Jagiellonia Bialystok fra Polen eller AC Omonia fra Cypern. De to hold spillede 0-0 i den første kamp i Polen.

Nordmænd venter på Randers

Randers FC er også med i kvalifikationen til Europa Leagues gruppespil, men holdet kan få svært ved at nå tredje runde efter 0-0 på hjemmebane mod Elfsborg torsdag aften.

Skulle det lykkes Randers at avancere efter tirsdagens returkamp i Sverige, skal holdet i næste kvalifikationsrunde møde Shamrock Rovers FC fra Irland eller norske Odds BK.

Nordmændene vandt 2-0 på udebane i den første kamp.

/ritzau/