For eller imod: Klubber uenige om ny Superliga-aftale

Hos FC Fredericia er man godt tilfreds med den nye aftale, men det er man ikke hos Hobro.

Superligaklubben Hobro er ikke ovenud lykkelig for den nye liga-aftale. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Der er både fordele og ulemper ved den aftale, som Divisionsforeningen har indgået med liga-klubberne i toppen af dansk fodbold.

Det mener man i FC Fredericia, der til dagligt tilbringer tiden i den næstbedste danske fodboldrække.

- Rent sportsligt har vi været rigtig glade for strukturen i de sidste to sæsoner. I sidste spillerunde var der i fem ud af seks kampe noget på spil, så det kan vist ikke gøres meget mere interessant, siger Stig Pedersen, der er direktør i FC Fredericia.

Som en del af den nye aftale vil der blive tilført cirka 50 procent flere midler til 1. Division, og det tager Stig Pedersen meget forståeligt godt imod.

- Det er virkelig mange penge, der tilføres, og det gør, at vi kan løfte vores setup i 1. division, så ligaen bliver endnu mere interessant, siger han.

Direktøren mener dog, at det er lidt ærgerligt, at den nuværende struktur ikke har fået længere tid at leve i.

Her kan du se den ny Superliga-struktur forklaret visuelt. (Foto: © Grafik: Jens Albæk Aarup, DR)

- Vi havde måske gerne set, at strukturen, som vi vedtog for et par år siden, havde fået to-tre år mere. Men overordnet set er FC Fredericia tilfreds med den aftale, der er lavet, siger Stig Pedersen og fortæller, at FC Fredericia stemte for den nye aftale.

Hos Superligaklubben Hobro er der ikke den store tilfredshed at spore med den nye aftale, der skærer antallet af hold i Superligaen ned fra 14 til 12 hold fra sæsonstart i 2020. Det fortæller bestyrelsesformand Lars Kühnel.

- Vi så gerne, at der var så mange hold som muligt i Superligaen, og det har vi hele tiden ment. Det bringer fodbolden godt rundt i landet, og det er med til at skabe noget hype, siger bestyrelsesformanden.

Han mener ikke, at Superligaen bliver mere attraktiv for fans og sponsorer, hvis man skærer de nederste hold fra. Tværtimod.

- Der er mange gode hold i Superligaen, og det er der også i 1. Division. Man kan bare se på playoff-kampene mellem Superligaholdene og dem fra 1. Division. Der var det to hold fra 1. Division, der endte med at rykke op.

Lars Kühnel ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt Hobro stemte for eller imod den nye aftale.