Brøndby tilfreds med ny struktur: Vigtigt med fortsat mesterskabsslutspil

I Brøndby IF glæder man sig over den ny Superliga-aftale, hvor der holdes fast i de attraktive slutspilskampe.

(Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Torsdag blev der indgået aftale om en ny struktur i Superligaen. De danske ligaklubber er blevet enige om en aftale, der løber helt indtil 2031, og hvor ligaen beskæres til 12 hold fra 2020.

Her kan du se den ny Superliga-struktur forklaret visuelt. (Foto: © Grafik: Jens Albæk Aarup, DR)

Strukturændringerne kommer bare to sæsoner efter, at man udvidede ligaen fra netop 12 til hold. Hos sølvvinderne Brøndby IF er man glad for, at fremtiden for dansk fodbold nu er på plads.

- Først og fremmest glæder vi os over, at der nu er en afklaring om fremtidens Superliga-struktur. Det giver arbejdsro, både sportsligt og kommercielt, for alle klubber. Vi har oplevet forløbet som konstruktivt, og der har været plads og rum til gode diskussioner på tværs af interesser, og det er glædeligt, at vi nu har en ny struktur på plads, siger Brøndbys direktør Ole Palmå til klubbens hjemmeside.

Opbakning til mesterskabsslutspil

I den forgangne sæson lå Brøndby længe til at vinde mesterskabet, men endte med at smide guldet til fordel for FC Midtjylland. De afgørende kampe i mesterskabsslutspillet har dog været en god forretning for klubben, og det var derfor en prioritet for Brøndby at beholde den del af strukturen.

- I den nuværende struktur har vi i Brøndby IF oplevet stor succes med Mesterskabsspillet med rekordmange solgte sæsonkort og flere kampe med et næsten udsolgt Brøndby Stadion. Derfor har det i forhandlingerne været vigtigt for os, at Mesterskabsspillet i sin nuværende form blev bevaret i en ny struktur. Det har der været bred opbakning omkring, og det glæder os, at Mesterskabsspillet forbliver en del af fremtidens Superliga, siger Ole Palmå.

De nye ændringer i Superliga-strukturen indføres fra 2020, hvorfor sæsonen 2019-2020 bliver en overgangssæson med hele tre nedrykkere og kun en enkelt oprykker, da ligaen skal reduceres med to hold.