Efter længere tids pause er Andreas Cornelius nu klar til comeback. FCK-angriberen blev i april hårdt skadet af Silkeborgs Dennis Flinta, og der var lagt op til et halvt års pause.
Men allerede fire måneder efter er Cornelius nu klar til igen at trække den hvide Superliga-trøje over hovedet. Manager Ståle Solbakken fortæller Jyllands-Posten, at Cornelius er med mod FC Midtjylland fredag.
- Du kan godt breake nyheden om, at Andreas Cornelius er i truppen på fredag, siger Ståle Solbakken til Jyllands-Posten.
Maksimalt et kvarter
- Jeg tror ikke, at han kan være i startopstillingen på fredag, men han er sådan en spiller, at han har trænet fuldt med i 10 dage, og han har spillet 60 minutter for reserverne, så han kan maksimalt få 10-15 minutter.
Andreas Cornelius kan således være med til kampen i Herning, hvor FC København i øvrigt spiller iført sørgebind for at hylde legenden Harald Nielsen, der døde i går.