Både i Brøndby og FC København nærmer et par af de helt store profiler sig et comeback på førsteholdet. Andreas Cornelius efter sit voldsomme benbrud i sidste sæson og den efterhånden kronisk skadede Daniel Agger på Vestegnen efter endnu en skadesperiode.
På Frederiksberg var Andreas Cornelius i dag i aktion for FC Københavns andethold i et 2-0-nederlag til netop Brøndby, hvor han fik 62 målløse minutter på banen.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at kunne spille så meget tidligere end forventet, men jeg kan da også mærke, at der er et stykke vej endnu. Så jeg fortsætter bare det program, der er lagt, og så må vi se, hvornår Ståle (Solbakken, cheftræner i FCK, red.) og trænerne mener, at det er tid til et comeback i Alka Superligaen, siger Andreas Cornelius til klubbens hjemmeside.
Egentlig lød de første meldinger ikke på, at landsholdsangriberen kunne vende så hurtigt tilbage til fodboldbanerne, men en vellykket operation og god genoptræning har ifølge hovedpersonen spillet afgørende ind på det hurtige comeback efter, at han i april blev skadet i en duel med Silkeborgs Dennis Flinta.
Daniel Agger træner solo
På Vestegnen kan træner Thomas Frank ligeledes se frem til forstærkning i forsvarskæden, der i denne sæson har lækket en del mål, når Daniel Agger igen er klar til kamp. Også han ser ud til at overhale prognoserne om sin skadesperiode med et comeback allerede i næste uges Europa League-kvalifikationskamp mod PAOK Saloniki, skriver Ekstra Bladet.
Både lørdag og i dag var landsholdets anfører tilbage på træningsbanen med klubbens fysiske træner, hvor han gennemførte træningspas alene.
- Daniel var på træningsbanen lørdag og i dag. Det går den rigtige vej og vi glæder os til at få ham tilbage, siger Thomas Frank, der ikke vil sætte dato på for, hvornår han forventer at se Daniel Agger i kamp igen.